FOA: Vi overvåger i stigende grad vores børn

Danske børn overvåges i tiltagende grad, men kameraerne kan misbruges. Derfor skal kommunerne have større fokus på IT-sikkerhed, mener FOA-formand

Kommunerne skal have større fokus på brugen af overvågningskameraer, for at forebygge at filmningen af danske børn ikke ender de forkerte steder (Foto: Niels Hougaard).
Kommunerne skal have større fokus på brugen af overvågningskameraer, for at forebygge at filmningen af danske børn ikke ender de forkerte steder (Foto: Niels Hougaard).

Danske børn er i tiltagende grad udsat for overvågning i deres hverdag. Det fortæller Dennis Kristensen, der er formand for FOA, som bl.a. har dagplejer og pædagogmedhjælpere som medlemmer.

- Vi bruger i stigende grad kameraer som pædagogisk værktøj.

- Det giver nye muligheder for at sætte sig ned i en personalegruppe og se, hvad der sker i en konkret pædagogisk situation. Desuden er der flere forældre, der i løbet af dagen gerne vil logge sig ind og se, hvad deres børn laver.

Kameraerne er muligvis bekvemme, men teknologien har også en slagside. Som Ekstra Bladet har afsløret, så har eksempelvis dagplejemødre haft usikre netværkskameraer, der streamer filmning af sovende børn ud på nettet – en afsløring, der overrasker FOA-formanden.

- Det kommer faktisk bag på mig, at man har så let adgang til at koble sig ind på et kamera, der eksempelvis overvåger børnene, som I har vist.

- Her er der et helt område, der er blevet overhalet af den teknologiske udvikling, uden man er opmærksom på det, siger Dennis Kristensen.

Offentliggørelsen af filmningen er både i strid med persondataloven og politiet frygter de kan udnyttes af pædofile, til at belure børnene.

FOA-formanden mener derfor, at landets 98 kommuner skal sørge for at formulere en klar politik for brugen af overvågningskameraerne.

- Jeg tænker, at kommunerne bliver nødt til at have en politik på det her område, som bl.a. handler om, i hvilke situationer de ansatte må bruge det her udstyr, siger Dennis Kristensen.

KL: Overvågning kan være fornuftigt

Hos KL havde Pia Færch, kontorchef for Digitalisering og Borgerbetjening desværre ikke tid til at tale med Ekstra Bladet, men gennem hendes pressetjeneste fremsender hun følgende skriftlige svar:

- Hvad mener KL om at skole– og dagplejebørn bliver ulovligt overvåget?

- Der kan være mange fornuftige årsager til, at kommunale institutioner, idrætshaller, skoler, dagplejemødre mv. vælger at sætte overvågningskameraer op. Det kan fx både handle om at yde omsorg – som det er tilfældet i børnehaver og dagpleje – eller fx forebygge tyveri og hærværk, skriver Pia Færch.

- Hvad har KL gjort for at sikre, at kommunerne får oplyst pædagoger, lærer og andre ansatte om retningslinjerne for brug af IT?

- Vi er i disse år vidner til, at brugen af it og internettet vokser eksplosivt. Det fordrer, at kommunale medarbejdere er vidende om kravene til datasikkerhed. Derfor er datasikkerhed også et særskilt indsatsområde i kommunernes nye fælleskommunale digitaliseringsstrategi, skriver Pia Færch.

1 kommentar
Vis kommentarer