Forsvarets Efterretningstjeneste: Løs denne gåde og bliv agent

Forsvarets Efterretningstjeneste søger nye computer-eksperter til at forsvare Danmark mod it-kriminalitet. Se om du har kvaliteterne til at blive agent

It-hajer med hang til skæg og blå briller kan nu få deres hedeste ønske opfyldt og komme til at arbejde for Center for Cybersikkerhed i Forsvarets Efterretningstjeneste(FE) og forsvare Danmark mod den stigende trussel fra it-kriminelle. 

Det kræver dog, at de kan knække koden i en kompliceret opgave, som Centret har stillet til kommende aspiranter til jobbet som analytiker. Du kan se opgaven her.

Det utraditionelle tiltag er en ny bevidst strategi for at tiltrække landets bedste it-folk, fortæller chef for Center for Cybersikkerhed i FE Thomas Lund-Sørensen.

- Der er flere formål med at lave den her challenge. Det ene er at nå ud til potentielle it-eksperter og gøre dem interesseret i at finde en løsning på en relativ avanceret opgave, som kræver nogle af de kompetencer, vi anvender, når vi analyserer hacker-angreb. 

Her er et uddrag af opgaven. 
Her er et uddrag af opgaven. 

- Vi håber også på denne måde at kunne tiltrække folk, der nødvendigvis ikke følger med i ”Job i staten”. De er ikke altid lige nemme at få fat på, så derfor håber vi denne fremgangsmåde kan tiltrække dem. Og hvis man kan løse opgaverne, er vi meget interesseret i at tale med vedkommende i forhold til de jobs, vi har, siger han.

 Se også: Kæmpe sikkerhedsbrist: Fængselstegninger flyder på nettet

Og det er ikke en forudsætning, at man har en lang it-uddannelse:

- Det vi kigger efter er talent og evne, og det er ofte ikke noget, du lige lærer på skolebænken. Det er folk, der lever og ånder for det her og kan se charmen i opgaver, som de her. Man skal dels kunne arbejde meget struktureret efter et striks regelsæt, og skal man have en krøllet hjerne, der gør, at man kan tænke lige så godt eller bedre end hackeren. De typer findes der ikke mange af, men vi håber at kunne finde dem på den her måde.

Rift efter it-folk
Center for Cybersikkerhed i FE er på jagt efter tre typer af analytikere. Netværks-analytikere, der analyserer datastrømmen mellem to IP-adresser, forensic-analytikere, der undersøger, hvad der skete efter et hackerangreb og så malware-analytikere, der undersøger præcis den stump af ondsindet software som hackeren brugte under et angreb.

Se også: Er du it-sikker: Så mange har huller

Og der er rift efter folk med it-kompetencer: 

- Det er en stærkt voksende efterspørgsel efter kompetente it-folk, og vi vil i de kommende år have mange stillinger, som vi skal have besat.

- Vi står overfor en række udfordringer. Vi får kvantitativt flere sager, og de bliver stadig mere komplekse. Hackerne bliver dygtigere, og de kan ramme mere komplekse mål, specielt hvis de er støttet af en fremmed stat eller en organiseret kriminel gruppe.  Derfor har Danmark behov for få de bedste folk til at arbejde inden for dette felt, og vi ved, at der herhjemme findes nogle få, der tilhører den absolutte verdensklasse, siger Thomas Lund-Sørensen.

Chef for Center for Cybersikkerhed i FE Thomas Lund-Sørensen bag skærmen i hovedkvaretret. (Polfoto: Niels Hougaard)
Chef for Center for Cybersikkerhed i FE Thomas Lund-Sørensen bag skærmen i hovedkvaretret. (Polfoto: Niels Hougaard)
 

Og kommende analytikere i Center for Cybersikkerhed kan se frem til en fornuftig løncheck:

- Lønnen er selvfølgelig i orden, men det jo ikke toplønninger. Til gengæld tilbyder vi arbejdsopgaver, som man ikke vil kunne se andre steder og en mulighed for at arbejde sammen med virkelig dygtige danske og udenlandske specialister, siger Thomas Lund-Sørensen.

Det kræver dog også, at man ikke har været på kant med loven:

- Det kræver, at de kan få en sikkerhedsgodkendelse, så har man været hacker på den forkerte side af lovgivningen, så bliver det svært for os at ansætte vedkommende.   

33 kommentarer
Vis kommentarer