Guide: 10 tips til bedre IT-sikkerhed

Her er de 10 vigtigste råd til at beskytte hjemmenetværket så computer, overvågningskamera, printer og netværksharddisk ikke får besøg af uønskede gæster

Internettet er fyldt med kriminelle, der er klar til at misbruge dit usikre kamera eller åbne netværksharddisk, hvis de opdager en sikkerhedsbrist (Foto: Oliver Berg).
Internettet er fyldt med kriminelle, der er klar til at misbruge dit usikre kamera eller åbne netværksharddisk, hvis de opdager en sikkerhedsbrist (Foto: Oliver Berg).

Ekstra Bladet har gennem en stor research fundet flere tusinde usikre overvågningskameraer og netværksharddiske, hvor der var fri adgang for hele nettet til at lure med eller misbruge de private oplysninger.

Eksperter, som avisen har talt med, anslår dog, at fundet kun er toppen af isbjerget, og Danmark stadig bugner med usikkert udstyr, der er tilsluttet nettet. For at sikre dig mod misbrug og spionage på nettet, har vi her lavet en guide med 10 råd til, hvordan du værner om dit privatliv.

1) Gør dit netværk sikkert
Sikkerheden starter og slutter ved dit hjemmenetværk. Du skal først og fremmest sørge for at få en kode på netværket, så du kan styre, hvem der får adgang. Derudover skal du sørge for, at der er kryptering på dit trådløse netværk. Hvis netværket ikke er beskyttet med kryptering, kan fremmede lytte med og opsnappe mails, brugernavne og kodeord til de hjemmesider, du besøger. Derfor er det vigtigt, at du bruger kryptering på dit trådløse netværk. Du gør det ved at slå WPA-kryptering til, når du installerer din router.

2) Slå UPnP fra på routeren
Du har sikkert aldrig undersøgt, om din internet router bruger Universal Plug and Play såkaldt "UPnP". Men gør dig selv en tjeneste: Tjek, om din router kører med UPnP - og slå det fra, hvis du ikke har en god grund til at have det kørende.

UPnP er lavet for at gøre det lettere for computeren at tale med printeren, overvågningskameraet, netværksharddisken osv. Men samtidig kan UPnP også lægge ens elektroniske dimser ud på internettet, så det kan tilgås udefra. Det er selvfølgelig smart, at du kan få adgang til din netværksharddisk, når du sidder hos bedstemor og skal vise billeder af børnene, men hvis harddiskens sikkerhed ikke er tip-top, så kan alle andre også tilgå din harddisk. Hvis du bruger UPnP, skal du altså være sikker på, at resten af dit udstyr er sikret med kodeord og de nyeste softwareopdateringer.

3) Lav et sikkert kodeord
Ingen sikkerhedsforanstaltninger kan holde kriminelle ude, hvis du har svage adgangskoder. Derfor bør dine adgangskoder bestå af både tal, små og store bogstaver og andre tegn. Og så er det en god ide at undgå forudsigelige ord og talkombinationer som eksempelvis 1234 eller din fødselsdato. Det er altid bedre at vælge lange passwords, som du kan huske, end korte besværlige passwords, som man er nødt til at skrive ned. For eksempel vil DerEr1YndigtL@nd være bedre end h4Q!]z.

I denne artiklen og det medfølgende tv-klip giver it-ekspert Henrik Larsen fra DKCERT gode råd til, hvordan du laver et stærkt kodeord: Fri Adgang - 31. jul. 2015 - kl. 14:45 Sådan laver du et sikkert password

4) Husk at opdatere dit udstyr
Hackere leder hele tiden efter fejl i elektronisk udstyr, så de kan få adgang til indholdet - også selvom du har sat et kodeord på din elektroniske dims. Når virksomhederne opdager, at der er en sårbarhed i udstyret, laver de en opdatering, som lukker ned for adgangen til printeren eller harddisken. Husk derfor med jævne mellemrum at tjekke, om der er nye opdateringer til dit udstyr. Du finder opdateringerne på leverandørens hjemmeside.

5) Beskyt din harddisk
Mange laver sikkerhedskopier eller back-ups af computerens indhold på en harddisk, så det er muligt at få adgang til filerne, den dag computeren braser sammen. Men hvis harddisken er en såkaldt netværksharddisk eller NAS-drive, så risikerer du at give hele verden adgang til dine personlige oplysninger. Overvej derfor, om det er nødvendigt at have harddisken koblet til internettet, og hvis du gerne vil have adgang til harddisken via internettet, skal du beskytte det med en stærk adgangskode og sørge for at have installeret den nyeste software.

6) Sæt kode på overvågningskameraet
Se her, hvor let det er at komme ind på et åbent overvågningskamera - og lær at sætte en adgangskode på: Fri Adgang - 21. jul. 2015 - kl. 21:01 It-ekspert: Så hurtigt kan dit kamera belures

7) Tænk på mere end prisen
Det billigste udstyr er ikke altid det bedste valg. Kina og resten af Asien oversvømmer verden med millionvis af elektroniske dimser. Noget er helt fint. Andet er for billigt, og der er ikke tænkt på sikkerheden. På nogle produkter kan du ikke sætte et kodeord, og andre produkter bliver aldrig opdateret, selvom de indeholder et sikkerhedshul. Så tjek for mere end pris, når du handler it-udstyr.

8) Beskyt dig bag en firewall
En firewall er et program, der blokerer angreb fra hackere. Det gør programmet ved at sortere i det, der sendes til dit netværk. De fleste computere bliver leveret med en firewall, men du skal huske at slå den til i dine sikkerhedsindstillinger. Hvis du har trådløst internet, er der ofte indbygget en firewall i din internet router.

9) Installer et antivirus-program
En computervirus kan ødelægge eller slette det, der ligger på din computer. De bliver ofte spredt via mails, så vær opmærksom, når du åbner vedhæftede filer fra en email. Et antivirusprogram beskytter ved at overvåge, hvad der sker på din computer. Det er vigtigt, at antivirusprogrammet er opdateret, så det kan fange nye vira.

10) Få hjælp
Hvis du er i tvivl om, hvordan du sikrer dit netværk og dine elektroniske dimser, så bed om hjælp hos andre. Det kan være ved at besøge din it-kloge onkel eller ringe til din internetudbyder.

kommentarer

Der er lukket for nye kommentarer til denne artikel.

Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen