Et overvågningskamera på tilbud røg i kurven, da Ruben Friberg alligevel var en tur i Harald Nyborg. Hjemme i privaten i Horsens satte han kameraet til at filme fra en surroundsound højttaler i hjørnet af stuen.
Men det var ikke kun Rune Friberg, konen og ungerne, som kunne tjekke op på huset via internettet. Kameraet gav også ubudne gæster fuld adgang til live-streaming fra huset.
Familien Fribergs kamera er et af de 1266 overvågningskameraer, der ikke er sikret med password, som Ekstra Bladet har fundet efter systematisk at have gennemgået sikkerheden på godt 10.000 danske overvågningskameraer
Ekspert advarer: Åbne kameraer kan misbruges af tyve
– Det er ikke rart, at alle kan kigge ind i vores hus. Når kameraet sender live fra vores stue, så bliver huset pludselig til et udstillingsvindue eller en tag selv-butik for tyve, siger Rune Friberg.
It-kriminelle sælger dit privatliv
Da Ekstra Bladet besøger Rune Friberg har kameraet i stuen stået pivåbent i knap fire måneder.
– Jeg har købt det til mit eget private formål. Selv om vi ikke har noget at skjule i min familie, så er det jo ikke meningen, at gud og hver mand skal følge med i, hvad vi laver, siger han.
Rune Friberg mener, at han selv bærer noget af ansvaret, da han brugte kameraets standardinstillingerne uden kodeord. Men han synes ikke, at producenten har været god nok til at oplyse om de mulige konsekvenser.
– Jeg tænkte jo bare, at det var et skidebilligt kamera og lidt sjovt at have hjemme i stuen. Producenterne burde tydeligere advare om, hvad der kan ske, siger han.
Ekstra Bladet hjalp Rune Friberg med at sætte kode på kameraet, så det i fremtiden ikke er muligt at følge ham, de tre børn og konen rundt i stuen.