It-kriminelle sælger dit privatliv

På internettets mørke sider handles internet-brugernes privatliv

På denne russiske hjemmeside, der udstiller kameraer uden password, lå der tirsdag formiddag 224 danske overvågningskameraer.
På denne russiske hjemmeside, der udstiller kameraer uden password, lå der tirsdag formiddag 224 danske overvågningskameraer.

Tusindvis af danskere har installeret video-overvågning i huset, men glemt at sætte en kode på kameraerne. Det betyder, at kameraet bliver et vindue ud til hele internettet, så alle kan følge med, hvis du eksempelvis går nøgen rundt, kissemisser med partneren eller solbader på terrassen.

Og it-kriminelle står i kø for at udnytte sikkerhedshullet.

Som Ekstra Bladet skrev i går, findes der omkring 100.000 overvågningskameraer i danske hjem. En systematisk gennemgang af omkring 10.000 af de trådløse danske kameraer afslører, at 1266 overvågningskameraer ikke var beskyttet med et password, så andre personer har fri adgang til at tage kontrol over kameraet.

Fri Adgang - 21. jul. 2015 - kl. 06:43 Kameraer har hul i sikkerheden: Tusindvis af danskere belures i hjemmet

Ifølge Luke Herbert fra DTU, som forsker i it-sikkerhed, har de de mange kameraer uden kode i Danmark og resten af verden udviklet sig til en blomstrende forretning blandt lyssky internetbrugere.

– Der er et helt undergrundsmarked. Det sker ved, at andre får adgang til ens overvågningskamera eller et web-cam på computeren, siger han.

Og når det er sket, så bliver de blandt andet solgt i stor stil på et af de mange kriminelle internetmarkeder, som de amerikanske myndigheder for nylig anslog, at der i alt findes omkring 800 af på verdensplan.

Fri Adgang - 21. jul. 2015 - kl. 08:34 Denny havde åbent kamera i soveværelset: - Det løber mig koldt ned ad ryggen

Her viser en tidligere engelsk undersøgelse, at det typisk vil koste en dollar at købe sig adgang til en kvindes kamera, mens man for samme beløb kan få adgang til 100 mænds kameraer:

– Ofte er det hele børser, der sælger kameraer, som de har opdaget. På børsen betaler brugeren for adgang på forskellige tidspunkter, hvor prisen varierer og typisk stiger omkring sengetid, eller når en kvinde går i bad, forklarer Luke Herbert.

Udover it-krimielle, der opererer på egen hånd, er der også hjemmesider, der profiterer på de åbne kameraer. En af dem er russisk og tjener godt på at udstille folk verden over, der ikke har fået sikret deres overvågningskamera – og tirsdag formiddag lå 224 ubeskyttede danske kameraer fra hele landet på sitet.

Fri Adgang - 21. jul. 2015 - kl. 09:15 Sådan sikrer du dit kamera

Af hensyn til ofrene vil Ekstra Bladet ikke nævne nogle links, men sider som den russiske tjener deres penge enten ved medlemskab eller fra bannerannoncer.

Kim Aarenstrup, chef for NC3, Rigspolities center for cyberkriminalitet vil ikke udtale sig konkret om den russiske side og om, hvorfor den ikke er lukket ned, men fortæller, at myndighederne konstant er på jagt efter kriminelle fora, hvor eksempelvis privates overvågningskameraer bliver misbrugt.

– Generelt samarbejder vi på internationalt plan med Europol og Interpol og de enkelte landes tjenester om det her, og støder vi på et kriminelt forum, som har fået en vis signifikans, bliver der kigget på det,  siger han.

Ekstra Bladet har været i kontakt med administratoren på den russiske hjemmeside. Vedkommende vil ikke udlevere statistik for, hvor mange der har besøgt danskeres kameraer, men skriver:

– Vi har tusindvis af besøgende om dagen.

Ekstra Bladet har efterfølgende spurgt om, hvor meget siden tjener og om, hvordan han har det med at udstille private folk på den måde, men administratoren er ikke vendt tilbage.

LÆS MERE I EKSTRA BLADET I DAG

Denny oplevede, at fremmede kunne styre det overvågningskamera, der var blevet sat op derhjemme. Hør hans historie her.

52 kommentarer
Vis kommentarer