Opråb til politikerne: I lader danskerne i stikken

Sikkerheden på nettet sejler, men politikerne gør ufatteligt lidt for at oplyse danskerne om it-sikkerhed, lyder kritikken fra erhvervsliv og interesseorganisationer

Klokken 15.00 kan du chatte med Ekstra Bladets IT-eksperter. Hvis du har spørgsmål til din egen sikkerhed, kan du fra samme tidspunkt ringe ind og tale med journalisterne bag #friadgang på 3347 2939.

Organiserede bander af it-kriminelle, pædofile og lurere har fri adgang til overvågningskameraer med live-billeder fra dagligstuer og soveværelser, netværksharddiske med nøgenbilleder og paskopier og printere fyldt med personoplysninger.

Alligevel gør politikerne uendeligt lidt for at oplyse danskerne om, hvordan de sikrer sig på internettet. Så skarp er kritikken fra erhvervslivet og en række interesseorganisationer, som Ekstra Bladet har talt med.

- Forbrugerne får ikke ordentlig rådgivning. Det er helt uacceptabelt ringe, siger Anette Høyrup, seniorjurist med speciale i databeskyttelse hos Forbrugerrådet.

Hun henviser til, at Digitaliseringsstyrelsen under Finansministeriet ikke har ressourcer nok til at løfte opgaven, selvom de har hovedansvaret for at lave oplysningskampagner til danskerne. De seneste år har Digitaliseringsstyrelsens indsats begrænset sig til en underside på borger.dk og en mindre oplysningskampagne, som endnu ikke er igangsat.

Samme kritik lyder fra Christian Wernberg-Tougaard, formand for IT-Branchens sikkerhedsudvalg.

- Vi ser dagligt konsekvenserne af manglende oplysning til borgerne. Jeg siger ikke, at vi kunne undgå samtlige af de eksempler, I (Ekstra Bladet, red.) har beskrevet i Fri Adgang, men hvis der var store oplysningskampagner, så ville flere tænke over truslerne, og mængden af misbrug ville falde, siger han.

Han påpeger, at problemet vil vokse over de kommende år, hvor alt fra elektriske tandbørster til intelligente biler kommer på nettet. I følge det amerikanske analysefirma Gartner vil 25 milliarder elektroniske dimser være koblet til internettet om fem år. Til sammenligning er tallet i dag cirka 5 milliarder.

Formand for Rådet for Digital Sikkerhed, Ramus Theede, mener, at politikerne bruger pengene forkert.

- De har givet omkring en milliard kroner til at beskytte os mod it-kriminalitet fra Kina og andre lande. Med så store budgetter burde politikerne også stille med nogle millioner til at oplyse danskerne om, hvordan de sikrer sig i deres eget hjem. De risikerer jo også at blive ofre for it-kriminalitet, siger han.

Også Jesper Lund, formand for IT-Politisk Forening, kritiserer, at der ikke har været en oplysningskampagne, siden den daværende It- og Telestyrelse i 2009 søsatte Netsikker nu!-kampagnen.

- I sidste ende har du selv ansvaret for din it-sikkerhed, men staten skal sørge for, at borgerne får ordentlig vejledning. Der er brug for kampagner, som hjælper borgerne til at forstå, hvordan de bliver sikre på nettet.

Minister uenig med eksperter: Vi er i gang
Selvom erhvervslivet, Forbrugerrådet og en række it-eksperter råber på flere penge til at oplyse borgerne om ordentlig it-sikkerhed, mener finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), at regeringen har påtaget sig opgaven.

- Digitaliseringsstyrelsen har blandt andet en større kampagne på vej som led i EU-kommissionens årlige sikkerhedskampagne. Så vi tager bestemt opgaven på os og har en række aktiviteter i gang, skriver finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Ekstra Bladet ville gerne spurgt Claus Hjort Frederiksen om Denny, Lise og alle de andre danskere, der er kommet galt af sted på nettet har fået nok oplysning. Men den presseansvarlige i Finansministeriet lod forstå, at det kun var muligt at give et skriftligt svar.

De glemte kodeordet
Ekstra Bladet har fundet flere tusinde usikre danske netværkdsharddiske og overvågningskameraer, som stod piv åbne og gav fri adgang til at hele internettet.

Her er fem af de historier, som avisen har fortalt:

Denny
Et overvågningskamera i soveværelset skulle give Denny mulighed for at holde øje med sit syge barnebarn, der lider af feberkramper. I stedet fik alle fri adgang til at følge livet på lagnerne.

- Jeg mener, at der burde oplyses mere om, hvordan man sikrer sit kamera, siger Denny.

Læs hele Dennys historie her.

 

Lise fik stjålet graviditetsbilleder fra sin usikre harddisk. De blev lagt ind på et pornoforum (Skærmdump).
Lise fik stjålet graviditetsbilleder fra sin usikre harddisk. De blev lagt ind på et pornoforum (Skærmdump).
 

Lise
'Smuk dansk gravid pige,' skrev brugerne om højgravide Lise på en porno-hjemmeside, hvor de delte billeder af hende. Fotografierne havde de tyvstjålet fra hendes netværksharddisk, som lå åben på nettet.

- Jeg vidste ikke, at de kunne få fat i min IP-adresse, siger Lise.

Læs hele Lises historie, og se et tv-indslag med hende her.

Et åbent kamera gav fri adgang til Manfreds dagligstue (Foto: Ernst Van Norde).
Et åbent kamera gav fri adgang til Manfreds dagligstue (Foto: Ernst Van Norde).

Manfred
Uden en trevl på overkroppen blev Manfred lagt på en russisk hjemmeside. Overvågningskameraet delte livet i dagligstuen med hele verden.

- Det kom som et chok for mig, at mit liv pludselig lå på en hjemmeside, siger Manfred.

Læs hele Manfreds historie, og se et tv-interview med ham her.

Hele nettet havde adgang til nøgenbilleder af Henrik og Tonjas børn (Foto: Mogens Flindt).
Hele nettet havde adgang til nøgenbilleder af Henrik og Tonjas børn (Foto: Mogens Flindt).
 

Tonja og Henrik
Familien anede ikke, at computerens eksterne harddisk lagde nøgenbilleder af børnene til fri afbenyttelse på nettet.

- Jeg tør ikke tænke på, hvad mennesker med onde hensigter kan bruge de billeder til, siger Tonja.

Hendes mand, Henrik, ville ønske, at de havde fået mere oplysning, før de købte harddisken.

- Det er ikke en trussel, nogen har nævnt for os, siger han.

En usikker printer lagde Alices partivalg og personnummer på nettet (Foto: Claus Bonnerup).
En usikker printer lagde Alices partivalg og personnummer på nettet (Foto: Claus Bonnerup).
 

Alice
Uden at spørge om lov lagde printeren Alice partivalg, personnummer og underskrift på internettet.

- Vi burde få flere oplysninger om sikkerheden, siger Alice.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen