Printer lagde Alices partivalg på nettet

Uden at spørge om lov lagde printeren partivalg, personnummer og underskrift på internettet

Alice Müller er chokeret over, at hele internettet har haft fri adgang til hendes private oplysninger gennem hendes printer (TV).

Har du haft oplevelser med usikkert udstyr forbundet til nettet? Skriv til os på 1224@eb.dk /sms til 1224 (koster alm sms-takst) eller send en mail til friadgang@eb.dk.

I Danmark vælger du selv, om din politiske overbevisning skal deles med andre. Medmindre du har en printer som Alice Müller, der lægger dit partivalg på internettet, uden du ved det.

For et par måneder siden besluttede den aarhusianske pædagog at støtte et nystartet parti ved sommerens folketingsvalg. Hun udfyldte en vælgererklæring, den blanket partier uden plads i Folketinget skal indsamle for at stille op. På erklæringen skrev hun adresse og personnummer, og i bunden satte hun sin underskrift. Bagefter lagde hun erklæringen i sin kombinerede printer og scanner og sendte den med email til partiets hovedkontor.

Historien om Alice Müllers politiske engagement burde slutte her. Men printeren har desværre en ubeskyttet hjemmeside. Derfor kan interesserede internetbrugere se dokumenter fra hendes printer uden at taste en kode.

- Jeg havde ingen ide om, at andre fik adgang til mine papirer. Det har jeg ikke tænkt på. Jeg synes, det er urimeligt, at min printer lægger alting åbent ud, siger hun.

Plus Se hvor galt det kan gå: Din elektronik er fyldt med sikkerhedshuller

Ekstra Bladet har på få uger fundet mere end 150 printere i Danmark, som hopper på internettet. Mange af dem giver online adgang til at printe og scanne.

Desværre for ejerne leveres printerne ofte med den indstilling, at de går på internettet uden kræver et kodeord. På den måde får også uvedkommende adgang. Og det er urimeligt, siger Alice Müller:

- Producenterne burde advare os forbrugere. Hvordan kan jeg vide, at printeren gør mine papirer tilgængelige for alle på internettet?

Ekstra Bladet har nu lukket hullet, så printeren ikke i fremover lægger papirer på internettet uden kodeord. Mens at sikkerhedsbristen er lukket hos Alice, vil der i fremtiden med stor sandsynlighed opstå mange nye huller i danske hjem. I dag kan alt fra kaffemaskiner og køleskabe til biler og insulinpumper forbindes til nettet - og derfor potentielt blive angrebet af hackere.

Internet of things eller "tingenes internet" kaldes den voksende tendens, hvor elektroniske dimser kobles på nettet for at gøre livet lettere. Og mulighederne er uanede. Tag et kig på dit køleskab. Med et gammelt køleskab skal du åbne lågen, skrive ned, hvad du mangler og ned i supermarkedet. Et smart køleskab kender dig. Det ved, hvad du mangler, og bestiller de varer, du er ved at løbe tør for.

Men det smarte liv har en skyggeside, fortæller stifter af it-sikkerhedsfirmaet BRK Security, Brian Knopf, der har specialiseret sig i tingenes internet. For hvis dine enheder ikke har god nok sikkerhed, kan andre få adgang:

- Der er mange masseproducerede, billige apparater på markedet, og ofte vægter brugeroplevelsen højere end sikkerheden. Så producenterne bruger alle kræfter på at gøre apparaterne brugervenlige, mens sikkerheden sejler, siger han.

16 kommentarer
Vis kommentarer