Printer lagde kundes bankoplysninger på nettet

En printer hos et revisionsfirma lagde kundes bankoplysninger frit på nettet. Jeg troede, en printer var en dum maskine, lyder det fra ejeren.

Fortrolige bankoplysninger lå i en ubeskyttet printer hos Revisionsfirmaet Tommy Larsen.

Printeren, der også kan scanne, var koblet til nettet uden at være beskyttet af en kode, og derfor kunne alle se et scannetkontoudtog fra en kunde, ligesom de kunne tilføje eller slette personer i scannerens adresseliste.

– Jeg var ikke klar over, det her lå ude. I min verden er en kopimaskine eller scanner bare en dum maskine, der tager et billede og sender det videre, og så har den glemt alt om det. Men det har den åbenbart ikke, siger ejer og revisor Tommy Larsen, da Ekstra Bladet besøger ham på hans kontor i Rønde på Djursland.

Ekstra Bladet har i forbindelse med kampagnen 'Fri adgang' fundet mere end 150 lignende printere og scannere i Danmark, der i værste tilfælde kan lægge fortrolige oplysninger ubeskyttet på internettet.

Det er bestemt ikke meningen

Det kræver blot et par klik med musen at få adgang til det scannede kontoudtog hos Tommy Larsen, og det kommer bag på firmaets it-ansvarlige Sanne Thybo, der ligeledes er revisor.

- Mildt sagt er det da ikke godt, at det her ligger derude. Jeg vidste ikke, at der lå gamle dokumenter i printeren, siger Sanne Thybo.

Revisionsfirmaet er kede af sikkerhedsbristen, som de dog ikke mener kun hviler på deres skuldre. Ud over de to revisorer er der kun et par kontormedarbejdere ansat, og på grund af firmaets størrelse har de hyret en underleverandør til at sætte printeren op.

- Vi har ikke kapaciteten til at lære, hvordan man sætter den her maskine op. Derfor har vi købt maskinen og betalt os fra at få sat den op, for at det skal bare fungere, siger revisor Tommy Larsen og fortsætter:

- Vi må jo næsten stole blindt på, at tingene, vi får i hænderne fra leverandøren, fungerer.

Kort efter Ekstra Bladets besøg kontaktede firmaet underleverandøren, og printeren er nu forsynet med en digital lås, så nysgerrige internetbrugere ikke længere kan snage.

17 kommentarer
Vis kommentarer