Har du haft oplevelser med usikre harddiske? Skriv til os på 1224@eb.dk /sms til 1224 (koster alm sms-takst) eller send en mail til friadgang@eb.dk.
Internettet er fyldt med liderlige lurere, der som fluer om en ildelugtende ostemad bliver tiltrukket af usikre netværksharddiske.
Når de opdager en sikkerhedsbrist, kigger de bl.a. i harddiskens digitale fotoalbum og finder intime eller private billeder, især af kvinder, som de deler med andre lurere, bl.a. ved at lægge billederne ud på pornoforums.
Det virker umiddelbart som en bizar hobby at stjæle private billeder og dele dem på tvivlsomme hjemmesider. Ifølge sexolog og parterapeut Signe V. Bentzen er de anonyme internetbrugeres motiv følelsen af at have magten over et andet menneske.
- Det er et power trip. De har magten til at udnytte de her kvinder. Der er langt fra det her til voldtægt, men det er samme kick, de får ud af det. Det er lysten til at have magten over andre.
Glemte kode på harddisken: Højgravide Lise udstillet på porno-hjemmeside
Hul i harddisken: Danske kvinder udstillet på porno-side
Ekstra Bladet har advaret flere danskere, som har fået deres privatbilleder udstillet. En af dem var 29-årige Lise Korsgaard fra Skive, som fik stjålet et graviditetsbillede fra sin åbne netværksharddisk og lagt det ind på en hardcore pornohjemmeside. Tyvene, der stjal billedet, har både overtrådt straffeloven og krænker ophavsretten, når de trænger ind i hendes harddisk - men det ulovlige element er samtidig med til at øge deres seksuelle ophidselse.
- Det ulovlige er klart med til at stimulere deres seksuelle fantasier. De tænder på tanken om, at det er farligt, og at de i princippet kan blive afsløret. De får et kick ud af, at have en hemmelighed om et andet menneske, og at hemmeligheden kan blive opdaget.
- Ingen af lurerne har - så vidt vi kan se - forsøgt at kontakte kvinderne, hvorfor er det spændende at kigge på en ukendt kvinde?
- De ville formentlig tabe interessen, hvis de nogensinde blev konfronteret med Lise. Så ville hun blive en kvinde ligesom deres veninder, mor eller søster. Sexlysten er bundet op på, at hun ikke ved, det sker. Det er hele drivkraften i sexfantasien.
- Når vi spørger administratoren af hjemmesiden, siger han, at kvinder som Lise lægger billederne ud med vilje, fordi de kan lide at blive beluret. Hvad siger du til det?
- Lurerne ved godt, at kvinderne ikke bryder sig om, at de kigger. Det er lige præcis den tanke, han tænder på. Hvis kvinderne lagde billederne ud med vilje, så ville han ikke tænde på det længere. Det er hans måde at forklare sine lyster overfor sig selv, også selvom han godt ved, det ikke passer.