Test dig selv: Nyt værktøj afslører it-huller

Er der fri adgang til dit privatliv? Prøv Ekstra Bladets test-program

Tusindvis af elektroniske dimser ligger frit tilgængelige på nettet i Danmark. Alt fra overvågningskameraer til printere flyder på nettet. Nu kan du prøve Ekstra Bladets program, som kan afsløre, om du har et potentielt sikkerhedshul i dit hjemmenetværk.

Hvis du tager testen fra din mobiltelefon, skal du først logge på dit wifi derhjemme, da du kun kan teste det netværk, du er logget ind på - ellers får du bare at vide, at vi ikke har fundet noget, da vi ikke har undersøgt mobiltelefoner.

Sådan gør du:

Tryk på knappen "Bliver jeg klædt af på nettet" i vinduet herover. Du får nu et af følgende svar:

1) Vi fandt ikke et sikkerhedshul

I vores undersøgelse af sikkerheden på det danske netværk har vi ikke fundet noget på din IP-adresse, altså dit hjemmenetværk. Alligevel kan det være en god ide at følge rådene i denne artikel, da vores test ikke har fanget alle potentielle sikkerhedshuller.

2) Vi fandt et potentielt sikkerhedshul

Hvis vi har registreret et potentielt sikkerhedshul i dit netværk, vil du få oplyst din "IP-adresse" og "porten", hvor vi har registreret det potentielle sikkerhedshul.

IP-adressen kan groft sagt sammenlignes med et internet-telefonnummer, som gør at du - og måske også andre - kan "ringe op" til dit netværk. Porten er så "lokalnummeret" til den dims, du har koblet til internettet f.eks. din router, netværksharddisk eller printer.

Selvom vi har registreret et potentielt sikkehedshul, så kan alt være i orden, for der er nogle ting, der skal ligge frit tilgængelige på dit hjemmenetværk. Det kan for eksempel være, at du har en router, som skal stå åben, så din internetudbyder kan opdatere softwaren.

For at undersøge, om der er fri adgang til dine elektroniske dimser, skal du skrive IP-adressen (for eksempel http://123.456.789:8080) ind i internetbrowseren, men husk, at du skal være på et andet netværk. Det kan være fra din mobiltelefon eller naboens trådløse netværk. Hvis du f.eks. finder dit overvågningskamera, når du prøver fra din mobiltelefon, så tjek, om du bliver bedt om at indtaste et kodeord, før du får lov at fortsætte. Hvis du bliver bedt om at taste et kodeord er alt i orden - hvis ikke, så skal sætte en kode.

Er du i tvivl om, hvad du har fundet, kan du skrive en email til friadgang@eb.dk. Vi hører også meget gerne fra dig, hvis du har fundet et sikkerhedshul i dit netværk.

Bemærk: Programmet er kun vejledende, og vores svar bliver ikke opdateret løbende. Vi registrerer altså ikke, hvis du ændrer dine indstillinger. Derfor kan testen ikke bruges til løbende at teste, om du har sikkerheden i orden.