Fulde folk styrter på el-løbehjul

Mere end 100 personer er indtil videre kommet alvorligt til skade på elløbehjul i København i år. Borgmester kræver alko-lås og fartgrænse

Brugerne af elløbehjulene bliver ofte beskyldt for at køre hensynsløst i bybilledet. Her er det ved at gå helt galt, da to personer på ét løbehjul - hvilket er ulovligt - jerner over for rødt og ind i en motorcykelbetjent i udrykning. Video: Emergency Scandinavia

Siden årsskiftet er mere end 100 mennesker i Københavnsområdet kommet alvorligt til skade mens de kørte på elløbehjul, skriver Berlingske.

Typisk har de fået skader i ansigtet efter at have mødt asfalten med hovedet forrest, og ved mere end en tredjedel af ulykkerne har de implicerede været alkohol-påvirkede.

Uskyldige ofre
De opsigtsvækkende tal stammer fra en opgørelse fra Region Hovedstaden over antallet af 'løbehjulsrelaterede skader.'

Opgørelsen nævner også flere episoder, hvor folk er kommet til skade, uden selv at have kørt på de motordrevne løbehjul. Her er der typisk tale om folk, der er blevet påkørt, eller som er faldet over løbehjul, der er blevet smidt på fortovet.

- Der har meldt sig en helt ny patientgruppe på banen med ret alvorlige skader, siger forsker Stig Nikolaj Blomberg fra Akutberedskabet i Region Hovedstaden til avisen.

Regulering
Fungerende bygge- og teknikborgmester i København fra Enhedslisten, Karina Vestergård Madsen, mener, at tallene fra opgørelsen er stærkt bekymrende.

Hun foreslår, at løbehjulene bliver pålagt en hastighedsbegrænsning på seks kilometer i timen i dele af København, og at de bliver påmonteret en alkolås.

- Jeg håber, at den nye transportminister kigger seriøst på de nye ulykkesstatistikker og går i dialog med kommunen og politiet om at få lavet de nødvendige restriktioner, siger hun til Berlingske.

Kan blive dyrt
Københavns politi har ved flere lejligheder holdt razziaer i det københavnske natteliv, for at komme problemet med påvirkede løbehjuls-brugere til livs.

For grænserne for alkohol-indtag er de samme for elløbehjul, som de er for bilister.

Hvis du bliver taget med en promille på mere end 0,5, koster det en bøde på 2000 kroner den første gang. Anden gang stiger beløbet til 4000 kroner, og hvis du gentager bedriften en tredje gang, risikerer du at komme i fængsel.

Se også: Politiet sigter 28 for at køre påvirkede på el-løbehjul

Se også: Ung mand på elløbehjul påkører kvinde i Nordjylland

112 - 15. jun. 2019 - kl. 08:49 El-løbehjul kører over for rødt og ind i politi-motorcykel

222 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere