Hackerangreb i USA får svenske supermarkeder i knæ

Svensk forsvarsminister ser med stor alvor på it-angreb, der har ramt Coop-kæden og lukket knap 800 butikker

Et hackerangreb mod et it-firma i USA har ramt en af Sveriges største supermarkedskæder. Det viser samfundets sårbarhed, siger svensk forsvarsminister. (Arkivfoto) Foto: Kacper Pempel/Reuters
Et hackerangreb mod et it-firma i USA har ramt en af Sveriges største supermarkedskæder. Det viser samfundets sårbarhed, siger svensk forsvarsminister. (Arkivfoto) Foto: Kacper Pempel/Reuters

Supermarkedskæden Coop har lukket stort set alle sine 800 butikker i Sverige efter et hackerangreb mod en amerikansk it-leverandør.

Det har ramt kassesystemet i Coops butikker, som derfor har været tvunget til at lukke.

Problemerne har desuden ramt en svensk apotekerkæde og tankstationer i kæden St1. Også bistroer i de svenske tog kan ikke tage imod kortbetaling.

Hackerangrebet menes at være en del af et større og internationalt forsøg på at presse penge ud af firmaer - et såkaldt ransomwareangreb.

Flere selskaber i en række lande er blevet ramt af dette angreb i de seneste dage. En it-ekspert siger til nyhedsbureauet AFP, at angrebet potentielt kan have ramt op mod tusind virksomheder.

I USA, hvor hundredvis af selskaber er ramt, er mistanken i første omgang ikke rettet mod russiske hackere, siger præsident Joe Biden lørdag aften dansk tid.

Regeringen kan dog endnu ikke sige, hvem der står bag, tilføjer han.

- Vores første tanke var, at det ikke var den russiske regering, men vi er ikke sikre endnu, siger Biden ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den svenske forsvarsminister, Peter Hultqvist, siger til tv-stationen SVT, at han ser med stor alvor på angrebet i Sverige.

- Det er meget farligt, fordi det rammer i menneskers hverdagsliv. Og det rammer sektorer som fødevareforsyning og andre grundlæggende forsyningsområder for samfundets måde at fungere, siger ministeren.

- I en anden sikkerhedspolitisk situation kan det være statslige aktører, der angriber os på det her område for at lukke samfundet ned og skabe kaos.

Problemerne i Sverige begyndte fredag aften og var lørdag endnu ikke løst. Men det er i løbet af lørdag blevet lokaliseret til den amerikanske leverandør, firmaet Kaseya i Florida.

Det er endnu uklart, om de svenske Coop-butikker kan åbne igen søndag.

- Vi har ikke taget en beslutning om det. Der er et arbejde i gang, og det har der været hele dagen og aftenen. Det kommer nok til at stå på hele natten, siger Coop-talsmand Kevin Bell.

Det er kun Coops butikker i regionen Värmland, der holder åbent. De bruger et andet kassesystem.

Kaseya leverer it-løsninger til selskabet Visma Esscom, der står bag blandt andet det kassesystem, der bruges i Coop. Visma Esscom samarbejder også med de øvrige svenske kæder, der er ramt.