Et kraftigt jordskælv har lørdag forårsaget enorme skader og adskillige dødsfald i de haitianske provinser Nippes og Grand'Anse og generelt i landets sydlige del.
Det oplyser Haitis premierminister, Ariel Henry, på Twitter ifølge nyhedsbureauet AP.
Hjem og bygninger er styrtet sammen, og folk er flygtet ud på gader efter skælvet, som havde en beregnet styrke på 7,2.
Premierministeren skriver på Twitter, at alle regeringens ressourcer sættes ind for at hjælpe ofrene.
Han opfordrer befolkningen til at stå sammen, mens den 'står over for denne dramatiske situation, som vi befinder os i lige nu'.
USA's Geologiske Undersøgelser (USGS) anslår, at der er høj sandsynlighed for mange omkomne og store ødelæggelser i forbindelse med jordskælvet.
Jordskælvet ramte klokken 14.29 dansk tid, hvilket svarer til klokken 08.29 om morgenen i Haiti.
Haiti er stadig præget af et andet kraftigt jordskælv, som ramte i 2010.
Mindst 227 personer har mistet livet efter jordskælv i Haiti. Det oplyser landets katastrofemyndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- I mit område hørte jeg folk, der skreg. De hastede udenfor, siger Sephora Pierre Louis, som bor i Haitis hovedstad, Port-au-Prince, til Reuters.
- I det mindste vidste de, at de skulle gå udenfor. I 2010 vidste de ikke, hvad de skulle gøre. Folk er stadig udenfor.