Home A/S accepterer millionbøde efter Boliga-boykot

Home har accepteret en bøde på 3,75 millioner kroner for at være med til at boykotte hjemmesiden Boliga.dk

Ejendomsmæglerkæde Home A/S har sagt ja til at betale en bøde på 3,75 millioner kroner, efter at de har været med til at opfordre deres ejendomsmæglere til at boykotte boligportalen Boliga.dk.

Det skriver anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Chefen for Bagmandspolitiet, statsadvokaten Morten Niels Jakobsen, er glad for, at der er kommet fremskridt i sagen.

- Det er vigtigt med fair play på ejendomsmæglermarkedet. Det er af stor betydning for de mange danskere, der er i berøring med ejendomsmæglerbranchen. I den konkrete sag er der tale om en grov overtrædelse, og det afspejler bødens størrelse også, siger han.

Home har ved at sige ja til bøden erkendt, at de i perioden 2009 til 2010 har været med til at boykotte Boliga.dk sammen med DanBolig, EDC, Nybolig og RealMæglerne.

De andre kæder har ligeledes fået bøder på flere millioner kroner, men har endnu ikke meldt ud, om de vil acceptere bøderne eller tage sagen videre til en domstol, oplyser statsadvokaten.

En ledende medarbejder fra Home har fået en bøde på 25.000 kroner for sin medvirken i boykotten. Personen har accepteret bøden.

Det er en alvorlig overtrædelse af loven, mener Jakob Hald, Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

- Konkurrence mellem boligportaler har bidraget til at skabe øget gennemsigtighed på boligmarkedet til stor gavn for boligkøberne, siger han og fortsætter:

- Det er en alvorlig overtrædelse af konkurrenceloven, når store ejendomsmæglerkæder aftaler at opfordre deres medlemmer til at boykotte Boliga.dk.

Sagen startede, da Dansk Ejendomsmæglerforening sammen med ejendomsmæglerkæderne besluttede at boykotte Boliga.dk for at beskytte deres egen side, Boligsiden.dk, mod konkurrence.

Boykotten gik blandt andet ud på, at mæglerne skulle lade være med at stille billeder af boligerne, der var til salg, til rådighed for Boliga.dk.

I 2012 påbød Konkurrencerådet, at ejendomsmæglerne skulle stoppe boykotten.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere