Israel lukker delvist ned efter øget coronasmitte

Coronatilfældene stiger markant i Israel. Men total nedlukning vil paralysere økonomien, siger Netanyahu

Mundbindene er udbredt i den gamle bydel i Jerusalem. Nu lukker blandt andet barer og fitnesscentre, mens der er nye restriktioner for restauranter, busser og synagoger. Foto: Ammar Awad/Reuters
Mundbindene er udbredt i den gamle bydel i Jerusalem. Nu lukker blandt andet barer og fitnesscentre, mens der er nye restriktioner for restauranter, busser og synagoger. Foto: Ammar Awad/Reuters

Spredningen af coronasmitte er taget til i Israel, og det har fået landet til at lukke barer, natklubber, kulturhuse og fitnesscentre ned.

Det sker for at undgå en total nedlukning, der vil paralysere Israels økonomi, siger premierminister Benjamin Netanyahu.

- Pandemien spreder sig, det er tydeligt. Den stiger stejlt hver dag og trækker, i modsætning til hvad vi har fået at vide, et spor af alvorligt syge patienter efter sig, siger Netanyahu på et regeringsmøde om sundhedskrisen.

Blandt de tiltag, Israel nu indfører med omgående effekt, er en begrænsning på højst 20 gæster indendørs på restauranter og 30 udendørs.

Synagoger må højst lukke 19 mennesker ind af gangen, og busser må ikke have over 20 passagerer.

Som mange andre lande lukkede Israel store dele af samfundet ned i marts for at begrænse coronasmitten.

Landet genåbnede i maj, men derefter er smitten øget.

Den israelske epidemiolog Hagai Levine siger, at landet var dårligt forberedt på genåbningen.

- Israels erfaring bør være en lektie for alle lande: Man kan ikke gå fra en yderlighed til en anden, fra fuldkommen nedlukning til hurtigt at fjerne restriktionerne uden ordentlig planlægning, siger han.

- Coronavirusset kommer til at være her i lang tid. Dette er et maraton, ikke en spurt, siger Levine, der er professor ved institut for folkesundhed på Hebrew University.

Over 30.000 mennesker er testet positive for coronavirus i Israel. Af dem er 332 døde.

I forvejen har den israelske økonomi det svært. Arbejdsløsheden i landet ligger på lidt over 20 procent.

Prognoser fra landets nationalbank har vist, at økonomien ventes at skrumpe med seks procent som følge af coronakrisen.

På Vestbredden har palæstinensiske myndigheder indført en fuld nedlukning. Det skete fredag, efter at antallet af smittetilfælde steg markant.

Vestbredden har bekræftet knap 4300 smittetilfælde og 16 døde.

I den tæt befolkede Gazastribe melder myndighederne om 72 tilfælde og blot ét dødsfald.

2 kommentarer
Vis kommentarer