Italien har søndag laveste coronadødstal over tre uger

Antallet af coronadøde i Italien er søndag steget med 431 til 19.899. Den laveste stigning siden 19. marts

Den italienske operasanger Andrea Bocelli forbereder sig på en streamet live-optræden i forbindelse med coronakrisen. Sundhedsmyndighederne i landet kunne søndag melde om det laveste coronadødstal siden den 19. marts, hvilket tyder på, at udbruddet af Covid-19 i Europas værst ramte land er toppet. Foto: Luca Rossetti/Courtesy Sucar Srl/Reuters
Den italienske operasanger Andrea Bocelli forbereder sig på en streamet live-optræden i forbindelse med coronakrisen. Sundhedsmyndighederne i landet kunne søndag melde om det laveste coronadødstal siden den 19. marts, hvilket tyder på, at udbruddet af Covid-19 i Europas værst ramte land er toppet. Foto: Luca Rossetti/Courtesy Sucar Srl/Reuters

Sundhedsmyndighederne kunne søndag melde om det laveste coronadødstal siden den 19. marts, hvilket tyder på, at virusudbruddet i Europas værst ramte land er toppet.

Med de 431 nye dødsfald er antallet af coronadødsfald i Italien nu oppe på 19.899. Det er det næsthøjeste antal i et land efter USA.

Antallet af bekræftede coronatilfælde i Italien er steget med 4092 til i alt 156.363, siger myndighederne.

Antallet af døde under coronavirusudbruddet i Italien steg lørdag med 619.

Faldet i antallet af døde skyldes ifølge nogle sundhedseksperter, at der foretages langt flere test i landet.

Over 34.000, som har været smittet i Italien, er kommet sig over sygdommen.

Kilder i hospitalsvæsenet siger til Reuters, at presset på de italienske intensivafdelinger er aftagende.

Embedsmænd i det hårdt ramte Lombardiet giver dog udtryk for bekymring over, at situationen stadig ikke er stabiliseret i den nordlige region. Over 10.900 er døde i Lombardiet.

Italiens 60 millioner indbyggere har lov til at forlade deres hjem, når de skal arbejde eller købe ind eller har specifikke ærinder som lægebesøg.

Det er kun tilladt at løbe og motionere meget tæt på ens hjem. Man skal medbringe et certifikat, som tydeliggør, hvorfor man er ude og ikke hjemme.

De italienske myndigheder har optrappet patruljeringer og håndhævelsen af de indførte restriktioner i påskedagene.

De gældende restriktioner blev indført 10. marts. De er foreløbigt forlænget frem til 3. maj af regeringen under premierminister Giuseppe Conte.

Conte og hans regering er under pres fra italienske erhvervsorganisationer, der har advaret om, at virksomhederne ikke vil kunne betale de ansatte løn, hvis nedlukningen varer ved.

6 kommentarer
Vis kommentarer