Japan forventer mere regn efter dødelige oversvømmelser

Mindst seks personer er blevet bekræftet døde efter jordskred og oversvømmelser i det sydvestlige Japan

Japanske redningsfolk evakuerer en kvinde, efter at kraftig regn har ført til oversvømmelser i blandt andet Saga-præfekturet i den sydvestlige del af landet. Foto: Unknown/Ritzau Scanpix
Japanske redningsfolk evakuerer en kvinde, efter at kraftig regn har ført til oversvømmelser i blandt andet Saga-præfekturet i den sydvestlige del af landet. Foto: Unknown/Ritzau Scanpix

Myndighederne i det sydvestlige Japan forbereder sig på mere vådt vejr fra oven, efter at voldsomme mængder regn i weekenden allerede har ført til jordskred og oversvømmelser, der indtil nu har kostet mindst seks personer livet.

Lørdag blev næsten to millioner mennesker i området opfordret til at søge ly, da flere floder gik over deres breder.

Søndag kunne mange af dem vende hjem til huse begravet i et tykt lag mudder.

Og selv om regnen søndag er stilnet en smule af i den hårdtprøvede region, så forventer myndighederne, at den tager til igen søndag aften.

- Det er stadig muligt, at ekstreme og alvorlige regnskyl vil fortsætte i mange områder over hele landet, siger premierminister Yoshihide Suga søndag aften under et krisemøde i ministerrådet.

- Fordi det har regnet så meget, så er jorden i mange områder blevet løsere, og derfor kan store katastrofer ske når som helst, tilføjer han og opfordrer borgere i berørte områder til at blive i deres tilflugtssteder.

Forskere er enige om, at klimaforandringer intensiverer risikoen for kraftig regn i Japan og andre steder.

Japans Meteorologiske Institut har i weekenden sagt, at den seneste tids regn i den sydvestlige del af landet er 'uden fortilfælde'.

I byen Ureshino, der ligger i Saga-præfekturet, er der de seneste fire dage faldet over en meter regn. Det svarer cirka til en tredjedel af, hvad der faldt i byen hele sidste år.

I weekenden blev to kvinder omkring 70 år fundet døde i en afløbskanal i byen Saikai. Det bekræfter en lokal embedsmand.

Det skete, efter at en 59-årig kvinde døde fredag i byen Unzen, da et jordskred jævnede hendes hus med jorden. Redningsfolk leder stadig efter to af kvindens familiemedlemmer i murbrokkerne.

I præfekturet Nagano er det også blevet bekræftet, at en 41-årig kvinde og hendes to sønner på henholdsvis 7 og 12 år har mistet livet efter et jordskred.

Japanske myndigheder har i alt udstedt 372 advarsler om jordskred i det sydvestlige Japan.