Store bededag kan blive afskaffet

Danskerne skal arbejde mere, og det kan komme til at koste lønmodtagerne en fridag

En af de danske helligdage risikerer at blive omdannet til en almindelig arbejdsdag, som led i bestræbelserne på at få lønmodtagerne til at give den en ekstra skalle. Det fremgår af Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

Fagbevægelsen og arbejdsgiverne er i fuld gang med at forberede forslag til, hvordan danskerne kan arbejde mere. Det sker som opvarmning til forårets trepartsforhandlinger med regeringen.

Blandt de idéer, der regnes på, er en afskaffelse af store bededag. Det erfarer Morgenavisen Jyllands-Posten fra en række kilder. Også de offentligt ansattes betalte frokost- og kaffepauser kan stå for fald.

Muligheden for at sælge den femte ferieuge til arbejdsgiverne er også med i idékataloget.

Regeringens ambition senere på foråret er en trepartsaftale, der vil øge arbejdsudbuddet med 20.000 personer og sikre 4 mia. kr. ekstra i statskassen.

Fagbevægelsens top er ifølge Jyllands-Postens oplysninger klar til at levere endnu mere mod til gengæld at få en "historisk efteruddannelsesreform", som en kilde udtrykker det, og en reform af aktiveringsindsatsen.

Beregninger fra DA og Dansk Erhverv viser, at en afskaffelse af store bededag, som falder fjerde fredag efter påske, vil give et ekstra arbejdsudbud på omkring 10.000 personer og skaffe knap 2 mia. kr.

Samme resultat nåede De Radikale frem til, da partiet for to år siden luftede ideen om at droppe helligdagen.

- Der ligger en del fridage i foråret, og en af dem kunne man godt tilbagerulle. Hvis vi skal have råd til mere velfærd i fremtiden, bliver vi nødt til at arbejde mere, siger partiets arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq til Jyllands-Posten.

0 kommentarer
Vis kommentarer