Kabuls lufthavn er genåbnet for indenrigsfly og nødhjælp

Afghansk selskab flyver nu til tre byer i landet, og fly med nødhjælp kan igen lande i Kabul, siger Qatar

Medlemmer af en af Talibans militære enheder holder vagt ved et checkpoint ved Kabul lufthavn, hvor medarbejdere i lufthavnen lørdag stod i kø for at komme ind. Foto: Aamir Qureshi/Ritzau Scanpix
Medlemmer af en af Talibans militære enheder holder vagt ved et checkpoint ved Kabul lufthavn, hvor medarbejdere i lufthavnen lørdag stod i kø for at komme ind. Foto: Aamir Qureshi/Ritzau Scanpix

Der er igen flyafgange til og fra lufthavnen i Afghanistans hovedstad, Kabul, der indtil for knap en uge siden var ramme om evakuering af titusindvis af mennesker.

Ariana Afghan Airlines har lørdag genoptaget indenrigsruter mellem Kabul og tre af landets største byer, skriver luftfartsselskabet på Facebook.

Det er Herat i vest, Mazar-i-Sharif i nord og Kandahar i syd.

- Ariana Afghan Airlines er stolt af at genoptage sine indenrigsflyvninger, skriver selskabet.

- Flyvninger starter fra i dag, lyder det videre.

Det er dog ikke umiddelbart klart, om der reelt var fly, der lettede fra lufthavnen lørdag med kurs mod de tre byer.

Golfstaten Qatar sendte tidligere på ugen et hold teknikere til Kabul for at hjælpe med at få fly i luften igen.

Blandt andet er start- og landingsbaner blevet repareret.

Det betyder, at der igen kan lande fly med nødhjælp, meddelte Qatars ambassadør i Afghanistan tidligere lørdag ifølge tv-stationen al-Jazeera.

Lørdag stod medarbejdere i lufthavnen i kø ved et checkpoint for at komme ind på deres arbejdsplads, viser billeder fra Kabul.

Genåbning af lufthavnen har høj prioritet for den militante bevægelse Taliban, der for tre uger siden tog magten i Afghanistan.

Lufthavnen er en vigtig livline - dels til den omkringliggende verden, dels til andre dele af det bjergrige land.

Kabuls lufthavn har været lukket, siden USA og dets allierede afsluttede den omfattende evakuering af egne statsborgere, andre vesterlændinge og ikke mindst titusinder af afghanere, der har arbejdet for dem i løbet af de seneste 20 år.

Evakueringen sluttede natten til den 31. august. Selv om titusinder af afghanere blev fløjet ud af landet, sidder der stadig tusinder tilbage, der er godkendt til at blive evakueret, men ikke formåede at komme til lufthavnen.

Taliban har lovet, at de vil få lov at rejse ud på sikker vis.