Kaos i Suez-kanalen koster Ikea og andre giganter milliarder

Fastklemt containerskib i Suez-kanalen kan koste den globale handel mellem 37 og 63 milliarder kroner om ugen

Det enorme containerskib, der for tiden blokerer for trafikken i Suez-kanalen i begge retninger, truer med at gøre det endnu mere vanskeligt for europæiske detailhandlere at skaffe nye varer.

Det oplyser flere virksomheder, fire dage efter at containerskibet gik på grund og blokerede den enormt vigtige vandvej i Egypten.

Siden er det kommet frem, at det formentlig vil tage uger at få det 400 meter lange containerskib 'Ever Given' fri.

Blokeringen af den vigtige handelsrute er bare den seneste krise, der rammer den globale forsyningskæde, hvor nedlukninger og coronapandemien også har gjort det vanskeligere at transportere varer.

Den svenske møbelgigant Ikea, den britiske elektronikforhandler Dixons Carphone og det hollandske selskab Blokker, der sælger husholdningsvarer, er blandt de detailvirksomheder, der har varer på det fastklemte skib.

Det 400 meter lange og 59 meter brede containerskib
Det 400 meter lange og 59 meter brede containerskib "Ever Given" stødte på grund i Suez-kanalen tirsdag, og det kan tage flere uger, inden det er fri. Foto: Maxar Technologies/Reuters

Ikea har omkring 110 containere på skibet og er i færd med at undersøge, hvor mange yderligere containere der er på andre skibe, der venter på at sejle gennem kanalen.

Det maritime tidsskrift Lloyd's List estimerer, at varer for omkring 9,6 milliarder dollar - svarende til 60 milliarder kroner - passerer gennem Suez-kanalen dagligt.

Den internationale forsikringsgigant Allianz melder, at blokaden kan koste den globale handel mellem 37 og 63 milliarder kroner om ugen.

Den menneskeskabte Suez-kanal forbinder Middelhavet og Det Røde Hav. Den er langt den hurtigste rute for søtransport mellem Asien og Europa.

Benytter et rederi den alternative rute rundt om sydspidsen af det afrikanske kontinent, skal der lægges fem-seks dage oveni transporttiden.

Normalt sejler der 25.000 skibe gennem om året. Flere skibe har allerede valgt at sejle og tage den lange vej rundt om Afrika.