Kendt café-kæde fik seks sure smileyer i træk

XO Burgers and Steaks har set meget til Fødevarestyrelsen i løbet af juli og august, og stemningen har ikke været god. Skeletterne er væltet ud af skabet og har ført til politianmeldelser og midlertidige lukninger

XO Burgers har været på kant med Fødevarestyrelsens regler i noget tid. Foto: Aleksander Klug
XO Burgers har været på kant med Fødevarestyrelsens regler i noget tid. Foto: Aleksander Klug

Seks sure smileyer i træk. Den imponerende statistik har den københavnske cafékæde XO Burgers and Steaks' restaurant i København K tilegnet sig i løbet af juli og august.

Senest 15. august var Fødevarestyrelsens rejsehold forbi og måtte igen vende mundvigene nedad.

Skjulte sprutlagre, bøffer, der opbevares næsten fire gange så varmt, som reglerne anviser, og mystik om, hvem der ejer virksomheden. Det er bare nogle af de ting, som rejseholdet har noteret på forskellige tidspunkter i løbet af sommeren.

Mange problemer
Det har været værre, end det er nu, siger Michael Rosenmark, chef for Fødevarestyrelsens Rejsehold.

- Der har været tidspunkter, hvor vi ikke kunne regne ud, hvem ejeren var, og på den måde ikke kunne udelukke stråmandsvirksomhed, fortæller han.

Derfor lukkede Fødevarestyrelsen midlertidigt virksomheden, indtil der kom en afklaring.

Derudover fremgik det af Fødevarestyrelsens rapporter fra juli, at bøffer lå i et 7,8 grader varmt køleskab, en del over de to grader, som kødet højest skulle opbevares i.

I samme ombæring forklarede den ansvarlige i butikken, at han ikke brugte termometer til at kontrollere temperatur, men vurderede, at han selv kunne mærke, hvornår de var tilpas nedkølede.

Senere, i august, berettede rejseholdets rapporter om ikke ordentligt rengjorte køleskabe og manglende sporbarhed på varer. De andre problemer blev der taget hånd om, men problemet med sporbarheden bestod ved sidste rapport fra 15. august og førte til endnu en politianmeldelse.

Sporbarhed betyder, at restauranten noterer og fakturerer for varer, og hvornår de kommer ind i butikken. Derudover er det et fingerpeg om, at indkøb foregår efter bogen.

- Sporbarhed er vigtigt, fordi det kan gå ud over kunderne, hvis virksomheden ikke ved, hvornår den har fået varerne, og ikke har tjekket, om de er i orden ved ankomst, siger Michael Rosenmark.

Falske datoer
Af flere omgange har Fødevarestyrelsen fundet usporbare flasker alkohol og endda på et tidspunkt 123 flasker Faxe Kondi under Café Emma, som restaurationen deler adresse med.

Samtidig har man fundet kød, som er blevet beslaglagt af Fødevarestyrelsen, men hvor restauranten har blæst på aftalen og skilt sig af med kødet ved næste tjek.

På den måde vides det ikke, om de har skilt sig af med kødet, som de påstår, eller eksempelvis bare har solgt det videre.

For en uge siden havde restauranten skrevet indkøbsdatoer på bl.a. oksekød og muslinger, som viste sig ikke at stemme. Det lugtede langt væk af, at de bare skriver tilfældige datoer ind for at foregive, at de holder styr på tingene ifølge Michael Rosenmark.

- Når vi står i en virksomhed, hvor datoerne ikke svarer, så får vi jo den mistanke, at de ikke skriver det, fordi de holder styr på det, men bare skriver tal ned for at gøre os glade. Men de forstår ikke, at de ikke skal føre egenkontrol for vores skyld, men for kundernes skyld, siger Michael Rosenmark.

Hammeren falder
- Normalt når vi ser en overtrædelse, så kommer vi igen i løbet af otte uger. Men de problemer, vi ser her, er sjældne. Der har været politianmeldelser for rigtig mange forhold, jeg har faktisk ikke tal på hvor mange lige på stående fod. Så det er en omfattende politianmeldelse, siger Michael Rosenmark.

Overtrædelserne er meldt til politiet, og straffen vil blive besluttet i retten. Michael Rosenmark fortæller, at politiet får et fingerpeg om standardbøders størrelse, og inden for de rammer beslutter dommeren, hvor hårdt hammeren skal falde.

De fleste af de bøder for brud på enkelte forhold ligger på mellem 5.000 og 15.000, oplyser Michael Rosenmark. Derfor kan XO Burgers and Steaks med en vis sandsynlighed skimte en ikke helt undseelig regning i horisonten.

Men det er ikke nok for Fødevarestyrelsen, som planlægger flere besøg i nærmeste fremtid.

- Vi bliver ved med at komme. Det er det eneste, der er at gøre i den nuværende situation. At blive ved at komme med jævne mellemrum, indtil det er blevet bedre, eller vi er nået dertil, hvor en lukning er den rette sanktion.

XO Burgers and Steaks er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. Kæden har har gennem sin tidligere ejer en forhistorie med brud på fødevarelovgivning. Netop det var nemlig en af de lovovertrædelser, som Bahram Sari Beliverdi, også kendt som cafékongen, blev idømt over tre års fængsel for i foråret. Han har anket dommen til Landsretten.

Beliverdi ejede ud over XO Burgers en lang række af caféer i København og blev fældet for bedrageri, momssvindel og altså brud på fødevarelovgivning.

138 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere