Tysklands kommende forbundskansler, socialdemokratiske Olaf Scholz, går ind for almindelig vaccinepligt.
Det siger han tirsdag ifølge Der Spiegel.
- Som folkevalgt ville jeg klart stemme for vaccinepligt. Det ligger helt fast, siger Scholz ifølge det tyske nyhedsmagasin.
Hans udtalelse kommer i forbindelse med et møde om pandemien og om eventuelle nye restriktioner, som Scholz og den afgående forbundskansler, Angela Merkel, holder tirsdag. Også de tyske delstatsregeringer deltager.
Her siger Scholz også, at han håber at kunne indføre vaccinepligt fra slutningen af februar. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det er sædvanligvis de tyske delstater, der i høj grad selv bestemmer, hvordan deres coronarestriktioner skal se ud. En beslutning om vaccinepligt skal dog tages af den landsdækkende Forbundsdag. Det skriver Reuters.
Det fremgår ikke af Der Spiegels historie, hvad der præcist ligger i at indføre vaccinepligt. Og heller ikke hvad eventuelle sanktioner kan være.
I Tysklands naboland Østrig har regeringen indført vaccinepligt fra 1. februar næste år. Her risikerer østrigske statsborgere at få en bøde på op til 3600 euro, hvis de ikke er vaccineret, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.
Ifølge det tyske Robert Koch Institut var incidenstallet - smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage - mandag på 452,2 i Tyskland.
Det er lavere end det danske, der tirsdag lyder på 518,2. Der bliver dog også foretaget væsentligt flere test i Danmark end i Tyskland.
Tyskland har tirsdag registreret 388 nye coronarelaterede dødsfald.
Til sammenligning har Danmark tirsdag registreret 12 nye dødsfald. I forhold til indbyggertal er det tyske dødstal over dobbelt så højt som Danmarks.
Olaf Scholz står til at overtage kanslerposten fra Angela Merkel.