100 bjergbestigere fanget højt oppe på Mount Everest

Bjergbestigerne er fanget længere oppe på verdens højeste bjerg, men har det efter omstændighederne fint

Omkring 100 bjergbestigere, der befinder sig på to af baserne på verdens højeste bjerg, Mount Everest, meldes i god behold efter lørdagens voldsomme jordskælv i Nepal.

Bjergbestigerne opholder sig i camp 1 og camp 2, men det er uvist, hvornår de kan evakueres.

Vejen ned ad bjerget til base camp er blokeret som følge af jordskælvet, men bjergbestigerne er i god behold, oplyser nepalesiske myndigheder.

Der skal have befundet sig omkring 1000 bjergbestigere i base camp på Mount Everest, da jordskælvet ramte Nepal lørdag formiddag dansk tid. 400 skal være udlændinge.

Helikoptere er begyndt at ankomme til området for at flyve dræbte og sårede væk. Seks helikoptere er ifølge nyhedsbureauet AFP landet i base camp på verdens højeste bjerg.

Samtidig er det første fly er landet i Kathmandu med kvæstede bjergbestigere, skriver Reuters.

Jordskælvet lørdag udløste en lavine på Mount Everest, som har kostet 17 mennesker livet samt kvæstet 61 mennesker, der var i færd med at nå verdens højeste bjergtinde.

Ifølge Nepals turistmyndighed kan dødstallet stige. Myndighederne antager, at de fleste dræbte på bjerget er udlændinge, men man kender endnu ikke nationaliteterne på de omkomne.

- De, der er i stand til det, går selv ned af bjerget. Andre bliver fløjet til Pheriche, siger talsmand Tulsi Gautam til AFP.

Ifølge flere internationale medier er en direktør fra Google blandt de omkomne. Dan Fredinburg blev dræbt, mens tre af hans kolleger fra det multinationale selskab overlevede. Google vil donere en million dollar til redningsarbejdet efter jordskælvet.

Ifølge Reuters er det historiens værste ulykke på bjerget.

Naturkatastrofen har ifølge nyhedsbureauet AFP kostet over 2000 mennesker livet. Mere end 4500 meldes kvæstet, oplyser lokalt politi til AFP.

Reuters opgør dødstallet til over 1900. Myndighederne frygter, at tallet vil fortsætte med at stige.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere