11. september startede i Iran

I starten af 1950'erne havde Iran et demokrati, hvis fald i 1953 trækker tråde helt op til 11. september 2001, og videre op til i dag

Mohammad Mosaddegh, der nåede at være Irans premierminister i en kort periode, før han blev væltet ved et USA-støttet kup (Foto: Harry S. Truman Library and Museum)
Mohammad Mosaddegh, der nåede at være Irans premierminister i en kort periode, før han blev væltet ved et USA-støttet kup (Foto: Harry S. Truman Library and Museum)

 
ekstrabladet.dk mindes den skelsættende begivenhed for 10 år siden.

INDSIGT. Den 11. september 2001 er en dato, som for de fleste står lysende klar. Dagen som betød, at verden aldrig ville blive den samme igen.

Angrebet den skæbnesvangre tirsdag i 2001 trækker sine rødder helt tilbage til Iran. Ikke kun til den islamiske revolution, der i 1978-79 rullede ind over Iran og skubbede shah'en fra magten og i stedet indsatte den religiøse ledelse, som stadig styrer Iran den dag i dag.

Men også til en begivenhed i Iran i starten af 1950erne. Her havde landet et spædt demokrati, der kunne have dannet forbillede i Mellemøsten. Det iranske demokrati fik dog en kort levetid, da det blev styrtet af et britisk-amerikansk kup efter omtrent to år.

Efter den islamiske revolution i 1979 blev Iran til det, som nogle vil kalde en 'stats-sponsor af terror', og i januar 2002, fire måneder efter angrebene mod USA, udråbte USAs daværende præsident, George W. Bush, Iran til at være en del af det, han kaldte 'ondskabens akse', 'axis of evil'. De andre lande aksen var Irak og Nordkorea.

Iran, og andre landes forhold til landet fylder meget, da det internationale samfund søger at begrænse Irans adgang til atomenergi, da flere lande frygter, at landet forsøger at anskaffe en eller flere atombomber.

Af denne årsag har dele af det internationale samfund, med USA i spidsen, set sig nødsaget til at pålægge Iran hårde sanktioner. Disse sanktioner involverer blandt andet den danske shipping-gigant Mærsk.

Læs mere om Mærsk og Iran:
Mærsk deltager i sanktioner mod Iran

Et andet land, der også fylder meget i medierne, især i forbindelse med den internationale militære tilstedeværelse i landet, er Afghanistan. Landet blev invaderet af amerikanske tropper i oktober 2001, som et direkte modsvar til, at Taliban-styret ikke ville udlevere bin Laden efter 11. september-angrebene.

Lad os spole tiden tilbage til Iran for knapt 60 år siden.

Demokrati i Iran
Alt har en årsag. Den islamiske revolution i Iran i 1979 er ingen undtagelse. En af hovedårsagerne til revolutionen finder vi 26 år tidligere i historien, nemlig i 1953. Faktisk starter det allerede i 1951.

Der eksisterer et spædt demokrati i Iran, og i 1951 bliver Mohammed Mosaddegh valgt til Irans premierminister ved en afstemning i det iranske parlament, 'Majlis'. Stemmetallene var 79-12, og dermed havde shah'en, irans 'konge', intet andet valg end at godkende Mosaddegh til premierminister. Det til trods for, at Mosaddegh ikke var shah'ens eget førstevalg.

En af mærkesagerne hos Mosaddegh var nationaliseringen af den iranske olie. Irans olie tilhørte ellers det britiske Anglo-Iranian Oil Company, AIOC, der havde lavet en meget lukrativ aftale med Iran, og som den dag i dag hedder BP.

Den aftale sikrede ikke blot AIOC rettighederne til Irans olie frem til 1993. Firmaet havde også sikret sig, at iranerne kun så en brøkdel af de penge, der blev tjent på olien.

Læs mere: ekstrabladet.dk's historier om BP

Kampen om olien
Det var den aftale, Mosaddegh ønskede at gøre op med. Det gjorde han den 1. maj 1951, hvor han ophævede den upopulære aftale, der altså oprindeligt løb til 1993, for at sikre iranerne deres egen olie.

Ikke overraskende vækker beslutningen begejstring i Iran men bekymring hjemme i Storbritannien, hvor man siden starten af 1900-tallet har levet godt af den iranske olie.

Briterne strammer derfor grebet omkring Iran; De indfører økonomiske sanktioner mod landet, forbyder eksport af vigtige britiske varer til Iran, heriblandt sukker og stål, nægter iranerne adgang til Irans hårde valuta i britiske banker og briterne fjerner samtidig langt størstedelen af arbejdskraften fra det store Abadan-olieraffinaderi.

Iranerne har ikke selv know-how til at køre og administrere raffinaderiet, der derfor går i stå. Irans olieproduktion er nu tæt på at være ikke-eksisterende.

For at understrege alvoren, opfanger briterne et italiensk skib lastet med olie, da det forlader Iran og tvinger det til at kaste anker i det britiske protektorat Aden. Dette skræmmer andre potentielle kunder og aftagere af iransk olie væk og forværrer situationen yderligere for iranerne.

Følg Ekstra Bladet på Facebook HER

Mosaddegh forlader posten - men vender tilbage
I juli 1952 fratræder Mosaddegh sin stilling som premierminister. Det gør han, fordi shah'en nægter at lade ham udpege landets krigsminister og stabschef.

Iranernes nye premierminister, Ahmad Qavam, melder ud, at han vil indlede forhandlinger med briterne for at få en afslutning på uenigheden om den iranske olie.

Det fører imidlertid til, at en række af Irans politiske partier varsler protester, strejker og massedemonstrationer til fordel for Mosaddegh. Det resulterer i, at der udbryder store protester i de største byer.

Resultatet udebliver ikke. Shah'en afskeder Qavam og genindsætter Mosaddegh og giver ham tilladelse til at udnævne sin krigsminister og stabschef. Mosaddegh har fået sin vilje, og han overbeviser nu parlamentet om, at det er nødvendigt, at han får yderligere beføjelser i seks måneder til at lede landet.

Under hele postyret rejser Mosaddegh til USA for at tale Irans sag. Han får dog intet andet med hjem, end at sagen vil blive behandlet på et senere tidspunkt. Til gengæld udnævner Time Magazine ham i 1952 til 'Man of the Year', foran blandt andet Winston Churchill.

I januar 1953 fik Mosaddegh udvidet sine yderligere beføjelser med endnu 12 måneder.

USA og CIA involveres
Nu havde briterne fået nok og var indstillet på én gang for alle at få styr på Iran-spørgsmålet. Løsningen lå ligefor: Mosaddegh skulle afsættes.

Anden Verdenskrigs skygge lagde dog stadig sine begrænsninger på briternes evne til selv at løse spørgsmålet. Derfor henvender de sig til USA. Her er Dwight D. Eisenhower i januar 1953 blevet valgt til præsident, og han er anderledes parat til at agere i Iran end forgængeren, Truman, havde været.

For at være sikker på opbakning spiller Churchill det kort, der om noget ville kunne få amerikanerne til at rejse om på den anden side af jorden: Socialisme.

Selvom Mosaddegh ikke var socialist, han væmmedes faktisk ved socialismen, lod briterne USA forstå, at Mosaddegh begyndte at dreje mod socialismen – og briterne mindede amerikanerne om, at der også var et kommunistisk parti, Tudeh, i Iran. At Tudeh var et godt stykke fra magten i Iran var angiveligt mindre vigtigt.

I 'Legacy of the Tudeh', Arven efter Tudeh, skriver Maziar Behrooz, efter at have gennemgået Tudeh-partiets rolle og indflydelse dengang, følgende:

- [...] det synes åbenlyst, at den opfattede Tudeh-trussel, som frygtet af gerningsmændene bag kuppet, ikke var reel. Partiet var hverken talstærkt eller havde popularitet nok eller en plan til at overtage statsmagten med noget håb om at holde fast i den. [...] Denne beslutning [at gennemføre kuppet] har tilsyneladende ikke meget at gøre med den ideologiske nødvendighed: den kolde krig.

Kort fortalt: Kuppet skyldtes ikke den kolde krig og iranske kommunister.

Præsident Eisenhower godkender, at USA gennemfører et statskup i Iran. Den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, udpeges til at udføre kuppet, da det amerikanske udenrigsministerium ikke har magt og kraft til at vælte en regering. CIA vælger Kermit Roosevelt, Jr., barnebarn til den tidligere præsident Theodore Roosevelt, til at stå for opgaven i Iran.

Efter en formel godkendelse af kuppet fra shah'en, rejser Roosevelt til Iran. Bevæbnet med dekreter underskrevet af shah'en, der afsætter Mosaddegh, går han nu til værks.

Oberst Nassiri, der stod i spidsen for Irans 'Imperial Guard' tager til Mosaddegh med dekreret, der afsætter ham og indsætter general Zahedi i stedet. Mosaddegh er imidlertid blevet advaret. Han forkaster dekretet som en forfalskning og får Nassiri arresteret.

Nu begynder shah'en at ryste på hånden, og han flygter til Rom, i eksil.

Der skal dog mere til at stoppe agent Roosevelt, der – til trods for han har fået besked på at vende hjem til USA – gør et sidste forsøg. Han køber sig til iranske demonstranter, der demonstrerer i gaderne mod Mosaddegh og hans styre – hvilket til slut ender med Mosaddeghs fald.

Senere forskning sætter spørgsmålstegn ved, om Roosevelt reelt 'købte' oprøret – eller om oprørerne var mere villige til at afsætte Mosaddegh end ellers hidtil antaget.

Faktum er, at general Zahedi overtager Mosaddeghs post, mens Mosaddegh bliver dømt til døden. Denne dom bliver dog ændret til tre års fængsel, efterfulgt af husarrest resten af hans liv.

Som et 'tak for hjælpen' får USA nu sin del af Irans olie.

Shah'en indsættes
Umiddelbart efter kuppet sørger amerikanerne for at få shah'en fløjet tilbage til Iran, så han atter kan stå i spidsen for landet. Som en ven af USA sørger han for at foretage store dele af sine indkøb, især de militære, hos USA.

For at forhindre at iranerne skal få flere idéer, som dem Mosaddegh fik, sørger briterne og CIA for at indsætte en sikkerheds- og efterretningstjeneste med navnet SAVAK. Organisationens opgave var at holde modstandere af shah'en nede.

En opgave, som SAVAK-folkene gik til med ildhu, og som sikrede dem et rygte som både hadet og frygtet. SAVAKs opgaver varetages i nutidens Iran i vid udstrækning af den frygtede Basij-milits, der blev sat ind mod de store demonstrationer imod præsident Mahmoud Ahmadinejads genvalg i 2009.

Dermed var Iran som demokratisk nation reelt fortid. Et demokrati i Mellemøsten, der kunne have dannet forbillede for andre lande i regionen, var blevet væltet af USA og Storbritannien – kickstartet af det faktum, at iranerne ønskede at eje deres egen olie.

Den islamiske revolution
Iranerne holder til shah'en og SAVAK i godt og vel et kvart århundrede. I slutningen af 1977 begynder der er være demonstrationer mod det upopulære shah-styre. Demonstrationerne og utilfredsheden fortsætter med at vokse, og mellem august og december 1978 bliver Iran lammet af strejker og demonstrationer.

Shah'en klager sin nød til USA, for hvem Iran var vigtig. Blandt andet fordi Iran delte en lang grænse med amerikanernes fjende nummer ét: Sovjetunionen. Amerikanerne kan ikke genkende shah'ens frygt for, at styret skulle falde i en revolution. I august 1978 konkluderer en CIA-analytiker, at Iran 'ikke er i en revolutionær eller præ-revolutionær tilstand'.

Man kan håbe for CIAs skyld, at vedkommende blev fyret, for i januar 1979 må shah'en flygte fra Iran. Samtidig er en central samlingsfigur for revolutionen begyndt at vise sig. Ayatollah Khomeini, der på det tidspunkt levede i eksil i Frankrig, bruger sit stærke netværk til at trække revolutionens mission og vision i sin retning. Revolutionen blev nu mere pro-islamisk end 'blot' anti-shah.

Den 1. februar samme år vender Khomeini tilbage til det Iran, han ikke har set siden 1964. Under sit eksil har han opholdt sig i Tyrkiet og Irak, som Saddam Hussein i 1978 fik ham til at forlade til fordel for Frankrig.

Ayatollahens støtter kommer nu i kampe med støtter af shah'en, men den 11. februar 1979 er de sidste rester af det tidligere styre nedkæmpet og fjernet. Khomeinis styre kan nu begynde at tage sin form.

Det iranske ønske om at eksportere den islamiske revolution til andre lande i regionen førte blandt andet til, at Iran støttede oprettelsen af Hizbollah-militsen i Libanon i 1982 som svar på Israels invasion af Libanon samme år.

Sovjet invaderer Afghanistan
I 1978 føler Sovjetunionens ledere, efter i mange år at have spillet vigtig rolle i Afghanistan, at de ikke har nok indflydelse i landet. Det er et problem, Moskva-styret søger at løse ved at afsætte afghanernes hersker og i stedet indsætte en mere Sovjet-venlig regering. Det nye styre bliver imidlertidig mødt af stor modstand.

Kombinationen af en ulmende islamisme, en øget amerikansk indflydelse i regionen, samt ikke mindst frygten for en iransk-inspireret islamisk revolution i Afghanistan får Sovjetunionen til at invadere Afghanistan i december 1979.

Invasionen får en række internationale aktører, blandt andet USA, til at støtte de afghanske og internationale Mujahedin-krigere i deres kamp mod de sovjetiske tropper. Således beretter Steve Coll i sin bog 'Ghost Wars', hvordan CIA pumpede så meget som 200.000 amerikanske dollars om måneden i Ahmed Shah Massoud, senere udenrigsminister, og hans islamiske guerilla-organisation.

Massoud er i øvrigt blevet kaldt 'afghaneren der vandt den kolde krig' af den amerikanske avis, The Wall Street Journal.

Faktisk var, Abdul Hakeem Belhaj, der i dag er en af de øverstkommanderende i kampen mod Gaddafi i Libyen, dengang også med til at kæmpe mod den Sovjetiske invasion af Afganistan.

Osama bin Laden træder ind på scenen
En anden organisation, der spillede en rolle i forsvaret af Afghanistan var 'Maktab al-Khadamat', der sendte penge, våben og krigere ind i Afghanistan. En af personerne bag denne organisation, der nok er mere kendt den dag i dag end dengang, hed Osama bin Laden.

Invasionen gik dog langt fra, som Sovjet havde planlagt, og Afghanistan ender som Sovjetunionens Vietnam. I februar 1989 trækker Sovjetunionen sine tropper ud af Afghanistan, men støtten fortsætter til det pro-sovjetiske styre, som Mujahedinerne bliver ved med at angribe.

Med Østblokkens kollaps kollapser også det Sovjet-venlige styre i Afghanistan, og i 1992 bliver regeringen væltet. Afghanistan er nu ikke længere interessant for USA, og i december 1991 stopper pengestrømmen. Herefter bliver en islamisk stat grundlagt i Afghanistan.

I 1996 tager Taliban-militsen magten i Afghanistan og sidder på den indtil 2001, hvor en USA-ledet koalition vipper den af pinden efter 11. september-angrebene. Dette skyldes, at Taliban har huset Osama bin Laden, der siden har grundlagt terrornetværket al-Qaeda, som USA anklager for at stå bag terrorangrebene 11. september 2001. Her fløj to passagerfly ind i World Trade Center-tårnene, mens et tredje fløj ind i Pentagon. Et fjerde fly nåede aldrig sit mål.

Læs vores artikler fra 11. september 2001:
· To fly rammer World Trade Center (kl. 15.00)
· World Trade Center er væk (kl. 16.50)
· Dansker i World Trade Center (kl. 17.00)
· Fire passagerfly anvendt i terroraktion (kl. 18.25)
· Endnu en bygning er styrtet (kl. 23.35)

Historien om Osama bin Laden varer indtil den 2. maj 2011, hvor han bliver dræbt af amerikanske specialstyrker på sit gemmested i Pakistan.

Se Obamas historiske tale: Vi har dræbt Bin Laden

Et halvt århundrede
Således trækker 11. september-angrebet på World Trade Center sine tråde tilbage tilbage til et spædt iransk demokrati et halvt århundrede tidligere. Terrorangrebene mod USA i 2001, hvis bagmænd USA støttede, da fjenden hed Sovjetunionen, fik to direkte konsekvenser, som amerikanerne stadig slås med: Krigene i Afghanistan og Irak.

USA og Storbritanniens kup i Iran var en kortsigtet løsning, der som konsekvens førte til den islamiske revolution og den iranske styreform, der i dag volder det internationale samfund så store kvaler.

Shah'ens hårde styre blev for meget for iranerne, og i 1979 bliver regenten væltet og erstattet af den altdominerende Ayatollah-figur. Frygten for islamisk revolution i Afghanistan betyder, at Sovjet intervenerer militært i Afghanistan. Dette kan USA ikke tillade, og derfor yder amerikanerne støtte til den person, som efter lidt mere end tyve år senere vender frygteligt tilbage den 11. september.

Iran og Afghanistan fylder stadig meget i verdensbilledet. Iran i sin formodede jagt på atomvåben og Afghanistan, der noget nær konstant lader til at befinde sig i en tilstand af kaos.

Samtidig har USA, med krigen i Pakistan, jagtet jihadister ind i Pakistan og har derved, ifølge The Economist, bidraget til at destabilisere en 'paroid, atombevæbnet nation'. Hertil hører dog, at Pakistan også selv spiller en rolle, da højt placerede pakistanere har spillet et farligt dobbeltspil. Med den ene hånd har de accepteret penge fra USA til at bekrige terrorister, mens de har hjulpet andre jihadister med den anden.

Med til historien om ondskabens akse hører, at den også fik meget direkte konsekvenser for USA i netop Afghanistan. Ryan Crocker, der tidligere fungerede som amerikansk diplomat i forbindelse med USAs krig i Afghanistan, deltog i et samarbejde med Iran, der var ivrige efter et alternativ til Taliban - med USAs militære hjælp.

I en artikel fra Newsweek fra september 2009 beretter Crocker, hvordan det samarbejde bliver bragt til ophør. Det sker, da Crockers iranske kolleger finder ud af, at de nu er en del af ondskabens akse. Som et resultat frigiver iranerne Gulbuddin Hekmatyar, der var tidligere premierminister for Afghanistan og en af de mest brutale mujahideen-krigere.

Også Guantanamo-lejren kaster lange skygger over USA efter invasionerne. The Economist kalder den 'et emblem for alt det, USA ikke burde stå for' og nævner, at mange af de indsatte kan tilbringe resten af deres liv indespærret - uden en retssag.

Kilder - bøger (engelsk):
· Stephen Kinzer: 'All The Shah's Men'
· Stephen Kinzer: 'Overthrow - America's Century of Regime Change from Hawaii to Iraq'
· Mark J. Gasiorowski og Malcolm Byrne (red.): 'Mohammad Mosaddeq and the 1953 Coup in Iran'
· Con Coughlin: 'Khomeini's Ghost'
· Steve Coll: 'Ghost Wars'

Kilder - Wikipedia-artikler:
· 1953 Iranian coup d'état (engelsk)
· Mohammad Mosaddegh (engelsk)
· Iranian Revolution (engelsk)
· Den afghansk-sovjetiske krig (dansk)
· SAVAK (engelsk)
· Abadan Crisis timeline(engelsk)
· Anglo-Persian Oil Company (engelsk)
· Maktab al-Khidamat (engelsk)
· Taliban (dansk)

Andre web-kilder:
· Ryan Crocker: 'Eight Years On - A diplomat's perspective on the post-9/11 world'
· Illustreret Videnskabs Historie: 'Hvorfor besatte Sovjet Afghanistan?'
· The Economist: 'September 11th 2001: Ten years on'