Næsten 11.000 lynnedslag i løbet af 72 timer.
Det er den primære årsag til, at Californien står i flammer lige nu - og ikke har udsigt til at kunne slukke dem. Det skriver ABC News.
De mange lyn, der opstod under en såkaldt tordenstorm med ildtornadoer, har ifølge chefen for brandvæsenet i Californien antændt ikke mindre end 367 nye naturbrande i delstaten i denne uge.
Af samme årsag er brandene blevet døbt LNU Lightning Complex Fire.
Brandene kommer samtidig med, at delstaten oplever en ekstrem hedebølge, som blot får flammerne til at vokse i styrke. Hele sidste uge har Californien haft temperaturer på over 38 grader.
I Death Valley i nabostaten Nevadas ørken blev der søndag målt 54,4 grader.
Indtil videre er tusindvis af amerikaner evakueret fra deres hjem, men ingen omkommet i flammerne.
Dog er der sket et enkelt dødsfald, hvor en helikopterpilot onsdag aften lokal tid mistede livet, da hans slukningsfly styrtede ned. Styrtet antændte endnu en brand, da det ramte den knastørre jord. Det oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- I løbet af de seneste 72 timer har Californien oplevet et historisk antal lynnedslag, sagde Jeremy Rahn, chef for Californiens departement for skovbrug og brandbeskyttelse, også kaldet Cal Fire.
Han fortæller samtidig, at over 40.000 hektarer er i brand, og at nul procent af dem er under kontrol.
Rahn tilføjede, at brandvæsenet er så hårdt presset, at 'alle ressourcer er udtømt, når nye brande fortsætter med at antænde.'
- Dette er ikke en normal situation. Vi gør så meget, vi kan, med de ressourcer, vi har, tilføjede han.
To af de største vilde brande er i det nordlige Californien.