150 pakistanske piloter opdaget med falske papirer

Mange piloter i Pakistans store luftfartsselskab PIA har snydt med certifikater og licenser

Luftfartsselskabet Pakistan International Airlines (PIA) har givet næsten en tredjedel af dets piloter forbud mod at flyve, fordi de har falske eller tvivlsomme certifikater eller flylicenser. Foto: Faisal Mahmood/Reuters
Luftfartsselskabet Pakistan International Airlines (PIA) har givet næsten en tredjedel af dets piloter forbud mod at flyve, fordi de har falske eller tvivlsomme certifikater eller flylicenser. Foto: Faisal Mahmood/Reuters

Luftfartsselskabet Pakistan International Airlines (PIA) har givet næsten en tredjedel af dets piloter forbud mod at flyve, fordi de har falske eller tvivlsomme certifikater eller flylicenser.

Meddelelsen om flyforbuddet kom, samtidig med at regeringen offentliggjorde en foreløbig rapport fra en havarikommission, som har undersøgt et flystyrt med 97 omkomne i Karachi i sidste måned.

Et fly fra Pakistan Airlines styrtede ned i et boligområde den 22. maj, efter at begge flyets motorer svigtede, da det lagde an til landing i Karachis luft. Det var ifølge havarikommissionen en menneskelige fejl, der var årsag til tragedien.

To af de 99 ombordværende overlevede flystyrtet.

En talsmand for PIA, Abdullah Hafeez Khan, siger til AFP, at regeringen ved en undersøgelse sidste år havde fundet ud af, at 150 af selskabet 434 piloter kun havde 'falske eller mistænkelige flycertifikater'.

- Vi har besluttet at give de 150 piloter med falske papirer flyveforbud med øjeblikkelig virkning, siger han.

Talsmanden siger, at de to piloter i flyet, som styrtede ned i Karachi, begge havde autentiske certifikater.

- Deres navne er ikke blandt de 150 på listen, fastslår han.

Den foreløbige rapport om flystyrtet fastslår, at flyet var 100 procent klar til flyvning.

- Der var ingen tekniske fejl, fastslår Pakistans luftfartsminister, Ghulam Sarwar Khan.

- Men hverken piloten eller flyvelederen fulgte de vedtagne standardregler, siger han.

Ifølge den pakistanske luftfartsminister var piloterne optaget af en diskussion om coronaviruspandemien, da de skulle til at lande flyet - en Airbus A320.

- Piloten og andenpiloten var ikke fokuserede, og de fortsatte hele tiden diskussionen om coronavirus, hedder det.

Passagerflyet, som styrtede ned i Karachi, var på vej fra Lahore i det nordøstlige Pakistan til den sydlige millionby.