16 soldater dræbt i angreb i Niger

Militante har rettet et angreb mod Nigers militær i en uropræget region af det vestafrikanske land

Soldater på patrulje i Niger, der siden 2018 har været plaget af islamistiske angreb fra grupper med forbindelse til al-Qaeda og Islamisk Stat. Foto: Boureima Hama/Ritzau Scanpix
Soldater på patrulje i Niger, der siden 2018 har været plaget af islamistiske angreb fra grupper med forbindelse til al-Qaeda og Islamisk Stat. Foto: Boureima Hama/Ritzau Scanpix

Mindst 16 soldater er dræbt og seks andre såret ved et angreb i det sydvestlige Niger.

Det oplyser to sikkerhedskilder i det vestafrikanske land søndag.

Angrebet fandt sted lørdag eftermiddag i regionen Tahoua, da soldaterne var på patrulje i området.

Gerningsmændene kom kørende på motorcykel, oplyser major Moussa Sakoye Soumana til det tyske nyhedsbureau dpa.

Ifølge ham er der også dræbte og sårede blandt gerningsmændene. Motivet bag angrebet er endnu uklart.

Det var også i Tahoua-regionen, at 137 civile blev dræbt ved et angreb i marts.

Ingen gruppe har umiddelbart taget skylden for det seneste angreb. Men mange islamistiske grupper med forbindelse til al-Qaeda og Islamisk Stat opererer i området.

De militante oprørsgrupper har dræbt hundredvis af soldater og civile, siden de i 2018 bredte deres kamp ud i regionen fra baser i nabolandet Mali.

I dag er der store områder af Niger, Mali og Burkina Faso, der er under de islamistiske gruppers kontrol.

Udenfor Nigers større byer har regeringen kun lidt kontrol. Ud over de islamistiske grupper opererer også kriminelle netværk og menneskesmuglere i disse områder, skriver dpa.