178 gidsler befriet fra Boko Haram

Den nigerianske hær har reddet 101 børn, 67 kvinder og 10 mænd fra den militante gruppe

178 gidsler er blevet reddet fra den militante gruppe Boko Haram, efter at have været holdt fanget i den nordøstlige del af Nigeria. Det oplyste nigeriansk militær sent søndag aften.

Samtidig skal en Boko Haram-leder være blevet taget til fange af soldaterne i forbindelse med aktionen, mens en række af de militantes baser i Borno-staten i Nigeria er blevet ødelagt.

Man ved endnu ikke, hvor de mange kidnappede kommer fra, men Boko Haram er berygtede for sine massekidnapninger af især kvinder og børn.

Oplysningen om befrielsen af de mange gidsler kommer efter, at der i løbet af søndagen var meldinger om, at Boko Haram var i gang med et angreb mod en landsby i den omtalte Borno-stat.

Ifølge vidner på stedet blev 13 mennesker dræbt. Huse blev desuden sat i brand, da oprørerne beskyldte byens indbyggere for at have fortalt soldater om, hvor de militante opholder sig, skriver nyhedsbureauet AFP.