18 mennesker dør i hotelbrand i det nordøstlige Kina

Redningsarbejdet er fortsat i gang lørdag morgen. 18 mennesker er bekræftet døde i branden i byen Harbin.

Mindst 18 mennesker er omkommet i en brand på et hotel i byen Harbin i det nordøstlige Kina tidligt lørdag morgen.

Det rapporterer det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Branden brød ud på Beilong Hot Spring Hotel. Det er et hotel med fire etager, som ligger i et område med mange hoteller kaldet Sun Island.

Efter indsats fra redningsmandskab og brandvæsen blev branden slukket klokken 7.50 lokal tid.

Det er endnu uvist, hvordan branden opstod.

Dødelige brande er ikke et ukendt fænomen i Kina, selv om regeringen har forsøgt at forbedre brandsikkerheden i landet.

Så sent som i sidste måned mistede 19 mennesker livet i en eksplosion på en kemisk fabrik i et industrikvarter i den sydvestlige del af landet, og i april døde 18 mennesker i en brand på en karaokebar i provinsen Guangdong.

I november blev 19 mennesker dræbt, da en brand opstod i en beboelsesejendom i Beijing.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere