19-årig tilsluttede sig IS: Nu vil hun hjem

Shamima Begum tog i 2015 til Syrien for at slutte sig til IS. Nu sidder hun i en flygtningelejr og beder Storbritannien om at have sympati for hende og hendes nyfødte søn

Se noget af interviewet med Begum her. Video: Sky

I dag sidder 19-årige Shamima Begum i al-Hawl flygtningelejren i det nordøstlige Syrien. Her har hun siddet i en rum tid som højgravid - nu, nybagt mor - og givet udtryk for sit store ønske om at vende tilbage til Storbritannien, hvor hun er født og vokset op.

Efter hun er blevet mor, lavede Sky News' Afrika-korrespondent, John Sparks, et interview med Begum 17. februar. Her sad hun ved siden af sin søn og klagede sin nød til folk i Storbritannien.

Som 15-årig flygtede den unge pige til Syrien, hvor hun tilsluttede sig Islamisk Stat og blev gift med den hollandske IS-kriger Yago Riedijk.

I sin tid som IS-hustru var Begum bekendt med henrettelser og - som hun fortæller til Sparks - 'helt ok med halshugning'.

Hun mener, at man burde have sympati for hende og hendes søn, da hun ikke vidste, hvad hun gik ind til og 'blot var en hustru', som ikke gjorde noget farligt.

Svært at hjælpe
International lov foreskriver egentlig, at Storbritannien skal lukke deres egne statsborgere ind i landet igen, hvis de ikke har andre nationaliteter. Det er dog ikke lige til i Begums tilfælde. Den britiske indenrigsminister Sajid Javid skriver i Sunday Times:

'Det store dilemma nu er, at vi skal finde ud af, hvad vi gør med dem, der ønsker at vende hjem'.

Men regeringen har ingen konsulære medarbejdere i Syrien og vil ikke risikere menneskeliv ved at hjælpe en brite, der har tilsluttet sig en terrorgruppe. Det skriver BBC.

Se også: Syrienkriger vil hjem: Jeg har ikke slået nogen ihjel

Videoen her, blev vist på tyrkisk tv tilbage i 2015, og er fra en busterminal i Bayrampasa i Tyrkiet. Her ses Shamima Begum sammen med de to britiske piger Kadiza Sultana på 16 år og Amira Abase på 15 år - gå rundt og vente på bussen blot få timer efter, at de havde forladt London

Den i dag 19-årige pige forlod sit hjem 17. februar 2015. Hun forsvandt sammen med de to piger Kadiza Sultana på 16 år og Amira Abase på 15 år, da de drog hjemme fra klokken otte om morgenen.

Her fortalte de deres familie, at de ville være væk hele dagen. Herefter rejste de sammen til London Gatwick Airport. Her steg de ombord på et fly fra Turkish Airlines, der landede i Istanbul 12.40 lokal tid.

Se også: Tre skolepiger forsvundet: Politiet frygter rejse til IS

Nægter at undskylde
Den unge britiske krigsenke mistede i den væbnede kamps kaos to børn, som døde af sult, og nu er Shamima Begum bange for også at miste sit tredje barn. Men over for The Times, som har mødt hende i lejren, nægter hun at undskylde.

Shamima fortryder udtrykkeligt ikke, at hun sluttede sig til Islamisk Stat, selv om hun erkender, at organisationens ledelse var 'korrupt og undertrykkende'.

Hun vil heller ikke tage afstand fra terror-massakren i Paris i 2015 og Islamisk Stats forbrydelser mod menneskeheden i Syrien og Irak.

Tilgiv pigerne
Amiras far, Hussen Abase, har også været ude og tage pigerne i forsvar og bede Storbritannien om hjælp og forsoning.

- De begik en fejltagelse. Nu bør man tilgive pigerne. Unge mennesker glemmer at tænke sig om. De er sårbare og lette at snyde, siger Hussen Abase til Sky News på vegne af sin nu 18-årige datter og de to veninder, hvis skæbne fortsat er ukendt.

Alle tre unge kvinder opholder sig i Syrien. Hussen Abase har ikke været i kontakt med sin datter længe. Han ved kun, at hun giftede sig med en IS-kriger og sandsynligvis opholder sig i en af bevægelsens lommer i Syrien.

Men Begums opsigtsvækkende udtalelser fik Amira Hussens far til at gå i forbøn for pigerne.

Se også: Grædefærdig far bønfalder briterne: Tilgiv pigerne

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere