21 islamister er dræbt under angreb på tunesisk by

Tunesiens hær dræber 21 militante islamister, der angriber by ved grænsen til Libyen, oplyser regeringen.

21 militante islamister er dræbt under et angreb på en tunesisk by ved grænsen til Libyen, oplyser Tunesiens indenrigsministerium.

Angrebet var rettet mod hærens kaserne i byen Ben Guerdan. Tre civile og tre sikkerhedsfolk er døde under kampene, oplyste hæren og læger kort forinden til nyhedsbureauet AFP.

En 12-årig dreng er et af de civile ofre for angrebet. Seks islamister meldes såret under kampene.

Enheder fra Tunesiens hær er blevet stationeret flere steder i byen, og der er oprettet vejafspærringer i området. Øjenvidner fortæller, at soldater har brugt højttalere til at opfordre beboerne til at blive i deres huse.

Onsdag i sidste uge blev fem islamister dræbt af hæren uden for byen. Sammenstødet kostede også en lokal beboer livet.

Tunesiens hær har været i højeste alarmberedskab i grænseregionen, efter der er fremkommet oplysninger om, at militante islamister er sluppet over grænsen fra Libyen.

Det skal være sket efter et amerikansk luftangreb 18. februar mod en islamistisk træningslejr i Libyen. Mange militante tunesere mistede livet.

Islamister trænet i Libyen udførte sidste år store og alvorlige angreb mod mål i Tunesien. De formodes at have haft tilknytning til Islamisk Stat.

Det gik 18. marts sidste år ud over nationalmuseet Bardo i hovedstaden Tunis. 22 mennesker mistede livet, og de fleste dræbte var turister fra Europa.

Det ramte også overvejende europæiske turister, da en bevæbnet islamist 26. juni åbnede ild på en populær badestrand i byen Sousse. 40 blev dræbt.

24. november kostede en selvmordsbombe i Tunis, der var rettet mod præsidentens garde, 12 livet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere