3000 blev dræbt i september i Syrien

September er den mest dødelige måned i år indtil videre i krigshærgede Syrien ifølge observationsgruppe.

Der blev i september dræbt mindst 3000 mennesker i borgerkrigen i Syrien. Heraf var 955 civile, hvor 207 var børn.

Det gør den første efterårsmåned til den mest dødelige indtil videre i 2017.

Det oplyser overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder søndag.

Lederen af observatørgruppen, Rami Abdel Rahman, siger, at flere end 70 procent af de civile blev dræbt i russiske luftangreb eller i den internationale koalitions luftangreb, der kæmper mod den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat.

I ugens løb har der også været meldinger om luftangreb, hvor flere civile er blevet dræbt.

Senest blev mindst 28 civile dræbt natten til fredag i et luftangreb i det nordvestlige Syrien i byen Amanaz i Idlib-provinsen nær den tyrkiske grænse. Her var fire børn blandt de dræbte.

Inden angrebet fredag havde russiske og syriske kampfly dræbt mindst 150 civile og såret snesevis af andre på lidt over en uge i provinsen Idlib ifølge oppositionens redningstjeneste.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder oplyser desuden søndag, at Islamisk Stat søndag har generobret kontrollen over byen al-Qaryatayn i provinsen Homs.

Militante fra Islamisk Stat havde sneget sig ind i byen og udførte overraskelsesangreb mod regimets styrker.

Generobringen sker ifølge nyhedsbureauet dpa cirka et halvt år efter, at regeringsstyrker havde erobret byen tilbage fra den ekstremistiske gruppe.

Al-Qaryatayn ligger tæt ved den gamle by Palmyra, som regeringsstyrker generobrede med russisk luftstøtte i marts i år.

Inden borgerkrigen brød ud boede omkring 30.000 i al-Qaryatayn, hvor 900 af dem var kristne.

Under krigen i Syrien, der begyndte i 2011, er over 330.000 mennesker blevet dræbt.

Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen