32 timer efter jordskælv: Tre personer fundet i live

Dødstallet efter naturkatastrofen i Ecuador fortsætter med at stige

Optagelser inde fra en butik filmet da jordskælvet fandt sted. (Video: AP)

Redningsfolk har fundet tre mennesker i live i murbrokkerne efter et kraftigt jordskælv i Ecuador i weekenden.

De tre personer havde overlevet mere end 32 timer under et sammenstyrtet indkøbscenter i Manta.

Alle tre, to kvinder og en ung mand, er umiddelbart ved godt helbred, skriver Associated Press.

Trods enkelte lysglimt i redningsindsatsen fortsætter dødstallet med at stige. Ifølge den seneste opgørelse fra myndighederne er dødstallet nu oppe på 413 personer.

Desuden er flere end 2600 personer kommet til skade i forbindelse med skælvet, der betegnes som det kraftigste i årtier i Ecuador.

Skælvet ramte ud for Ecuadors stillehavskyst med en styrke på 7,8.

Politifolk er udkommanderet på gaden i Manta for at forhindre plyndringer efter naturkatastrofen. (Foto: AP)
Politifolk er udkommanderet på gaden i Manta for at forhindre plyndringer efter naturkatastrofen. (Foto: AP)
 

Adskillige bygninger og veje er kollapset i en række byer, og det bliver en bekostelig opgave at udbedre skaderne, vurderer præsident Rafael Correa.

- Genopbygningen vil koste milliarder af dollar, siger han under et besøg i byen Portoviejo, hvor adskillige bygninger er styrtet sammen.

I forvejen er økonomien i landet med 16 millioner indbyggere svækket på grund af de lave oliepriser. Eksport af olie er blandt Ecuadors vigtigste indtægtskilder.

Se også: Ekspert: Sådan hænger jordskælvene sammen

Regeringen har mobiliseret omkring 13.500 soldater til de værst ramte områder. Desuden er cirka 400 redningsarbejdere blevet fløjet ind fra andre latinamerikanske lande, mens Cuba bidrager med en gruppe læger.

Myndighederne i det sydamerikanske land har indført undtagelsestilstand efter naturkatastrofen, der er den største i Ecuador siden 600 mennesker mistede livet under et tilsvarende kraftigt jordskælv i 1979.

Redningsmandskabet må bruge en gravko i kampen for at finde overlevende i ruinerne i Manta. (Foto: AP)
Redningsmandskabet må bruge en gravko i kampen for at finde overlevende i ruinerne i Manta. (Foto: AP)

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere