42 procent af beboerne i østrigsk by har antistoffer mod corona

Østrigsk skisportssted har måske en smitterate, som er højere end noget andet sted i verden

Skiløbere i det populære skisted Ischgl i Øsrig, hvor 42,2 procent af indbyggerne måske var smittet med Covid-19. Foto: Søren Steffen/Ritzau Scanpix
Skiløbere i det populære skisted Ischgl i Øsrig, hvor 42,2 procent af indbyggerne måske var smittet med Covid-19. Foto: Søren Steffen/Ritzau Scanpix

Forskere ved universitetet i Innsbruck har coronatestet næsten alle, som bor i Ischgl - et af Østrigs populære skisportssteder - og de siger, at 42,2 procent af indbyggerne kan have været smittet, da de har antistoffer.

Det er en smitterate, som er højere end noget andet sted i verden.

Før de omfattende test var det kun 15 procent, som var diagnosticeret med coronasmitte.

- 85 procent af de indbyggere, som fik denne infektion, vidste det ikke, siger Dorothee von Laer. Hun leder universitetets virologiske institut.

Forskernes undersøgelse understreger den rolle, som det populære skisted spillede i spredningen af pandemien tidligere i år.

I april blev 1600 smittetilfælde i Europa knyttet til personer, som havde været i Ischgl.

Flere danskere blev smittet under skirejser til Ischgl og spredte med stor sandsynlighed virusset til andre, da de var tilbage i Danmark.

Andre undersøgelser og studier har vist, at ti procent har antistoffer i Genève, og at 27 procent har antistoffer i Italiens Val Gardena.

Med formentlig over 40 procent smittede med coronavirus er der stor grund til at tro, at befolkningen i Ischgl vil være godt beskyttet mod fremtidig smitte.

- Selv om man på det niveau ikke kan antage, at der er opnået flokimmunitet, så er Ischgls befolkning et langt stykke af vejen beskyttet, siger Dorothee von Laer ifølge Reuters.

Trods udbruddet i Ischgl har Østrig en af de laveste infektionsrater i Vesteuropa. Der er registreret 698 dødsfald med coronavirus i landet.

I midten af marts lukkede det meste af landet. Folk blev bedt om at holde sig hjemme og kun gå ud for at klare nødvendige ærinder.

Det fik hurtigt smittekurven til at flade ud. Og måneden efter kunne landet så gradvist genåbnes.