5700 er døde med corona i Sverige - knap 80.000 er testet positive

Yderligere tre personer er registreret døde efter smitte med coronavirus i Sverige

Sverige nærmer sig 80.000 positive test for coronavirus. Antallet af daglige smittetilfælde har dog haft kurs nedad i løbet af juli. (Arkivfoto) Foto: Tt News Agency/Reuters
Sverige nærmer sig 80.000 positive test for coronavirus. Antallet af daglige smittetilfælde har dog haft kurs nedad i løbet af juli. (Arkivfoto) Foto: Tt News Agency/Reuters

Der er siden fredag registreret yderligere tre døde i Sverige med coronavirus. Det oplyser Folkhälsomyndigheten, den svenske sundhedsstyrelse, mandag.

Dermed er der i alt 5700 døde efter coronasmitte i landet.

79.395 personer er bekræftet smittet. Det er 398 flere end i fredags.

Den officielle statistik over dødsfald i Sverige under pandemien gælder de tilfælde, hvor patienter er døde, og hvor prøver har vist, at de havde covid-19.

Det vil sige, at tilfælde, hvor der kan være mistanke om covid-19, men hvor det ikke er bekræftet af en test, ikke medregnes i statistikkerne.

Sverige har i modsætning til Danmark, Norge og Finland haft svært ved at få epidemien under kontrol.

Det kan hænge sammen, at Sverige fra starten ikke konsekvent lukkede samfundet ned. I stedet har smitten simret og er blusset op i forskellige regioner.

De seneste uge har antallet af smittede dog været nedadgående sammenlignet med juni, hvor antallet toppede med adskillige dage med over 1000 nye smittetilfælde.

Samme tendens har gjort sig gældende, når man kigger på nyindlæggelser og døde.

Sverige havde i april dage med over 100 dødsfald i de daglige rapporteringer.

I Danmark har der de seneste uger været en stigende tendens i antallet af smittede.

Der blev registreret 109 nye coronatilfælde i Danmark hen over weekenden.

Det viser mandagens tal fra Statens Serum Institut (SSI). Samtidig var der en stigning i antallet af indlagte med virusset.

I alt er 613 personer i Danmark døde efter smitte med coronavirus.

Der bor lidt over ti millioner mennesker i Sverige mod 5,8 millioner i Danmark.

Ser man på antallet af dødsfald i forhold til befolkningsstørrelse, har Sverige haft 56,6 per 100.000 indbyggere.

I Danmark er tallet på 10,6 dødsfald per 100.000 indbyggere.