60-årig dansker demonstrerede i Minneapolis: Folk har fået nok

Niels Billund er bosat i uroplagede Minneapolis, hvor han deltog i den første protest over George Floyds død

Lidt længere mod øst, i staten Michigan, fik politiet i weekenden også nok. Her smider en hel styrke hjelmene for at gå MED demonstranterne. Video: Avis Sword via AP.

Blandt de tusindvis af mennesker, der deltog i den første protest efter George Floyds død i Minneapolis, var den danske sygeplejerske Niels Billund.

60-årige Niels Billund har boet i USA siden 1988 og bor nu i byen Saint Paul ved Minneapolis med sin hustru og børn.

Hans kontor ligger få hundrede meter fra en politistation, der blev sat i brand i weekenden under de voldsomme opgør mellem politi og demonstranter i Minneapolis' gader.

- Det har været utrygt. Jeg frygter mest de højreorienterede grupper, der går rundt med våben hernede, siger Niels Billund.

Urolighederne i Minneapolis og resten af USA begyndte, efter at den sorte mand George Floyd døde efter en brutal anholdelse mandag i sidste uge.

Det førte til massive demonstrationer, som alle uanset race og ophav deltog i, fortæller Niels Billund.

- Der var meget vrede og mange tårer, og folk var ikke i stand til at fatte, hvad der var sket, siger Niels Billund, der var med i den allerførste demonstration.

- Folk udtrykte sig med slagord som: ”Say his name, George Floyd (sig hans navn, George Floyd, red.).

Video/redigering: AP, Reuters/Kristian Hansen

De mange voldsomme kampe i gadebilledet har påvirket Niels Billunds hverdag.

Han arbejder til dagligt med ældre og syge, herunder med flere, der er testet positive for coronavirus.

Hans kontor midt i Minneapolis er lukket ned grundet demonstrationer og brande, og derfor har han måttet aflyse sine hjemmebesøg hos lidende coronapatienter.

Politiet har også beordret alle husejere til at fjerne deres skraldespande fra gaden sammen med alle havemøbler.

Ellers kan uromagere bruge dem til at kaste med, siger politiet.

Niels Billund tror ikke, det værste er overstået endnu.

- Det er hele tiden et skridt frem og to tilbage. Man tror lige, at det værste er ovre, men så bliver det værre igen. Det er ligesom med coronavirusset, siger han.

Niels Billund er glad for, at hele verden har fået øjnene op for den politivold, der foregår i USA.

- Jeg håber, at det her ændrer Minneapolis. Nu har folk fået nok, siger han.

1 af 6 Slagord som ”Say his name, George Floyd" - sig hans navn, George Floyd - bliver brugt i demonstrationerne. Foto: Maria Alejandra Cardona/Reuters
2 af 6 Protesterne blev hurtigt voldelige og voldsomme med brande og ødelæggelse af bygninger i Minneapolis. Foto: Lucas Jackson/Reuters
3 af 6 I demonstrationerne er slagordet "I can't breathe" blevet et symbol for den politivold, som der protesteres mod. Foto: Stephen Maturen/Ritzau Scanpix
4 af 6 Niels Billund var blandt de første demonstranter, der protesterede over den sorte amerikaner George Floyds død i byen Minneapolis. Foto: Privat. Foto: Privat/Free
5 af 6 Niels Billund arbejder til daglig som sygeplejerske i Minneapolis med blandt andet coronapatienter. Hans kontor i Minneapolis er blevet lukket ned grundet de voldsomme protester. Foto: Privat. Foto: Privat/Free
6 af 6 Demonstrationerne fortsætter i Minneapolis, efter at den sorte mand George Floyd døde i politiets varetægt efter en brutal anholdelse i byen. Foto: Leah Millis/Reuters