Det amerikanske angreb mod en base i Syrien natten til fredag har kostet seks syriske soldater livet. Samtidig er basen næsten udslettet.
Det siger den syriske hær.
Hæren bekræfter, at der er sket "store materielle tab". Den siger videre, at dens reaktion vil være "at fortsætte kampen mod terrorisme".
Tidligere fredag oplyste Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ifølge nyhedsbureauet AFP, at fire syriske soldater havde mistet livet ved angrebet.
Guvernøren i Homs-provinsen siger, at det amerikanske angreb også har kostet flere civile livet.
Det siger han til den arabiske tv-station al-Mayadeen ifølge Reuters.
Guvernøren forventer dog ikke, at dødstallene fra angrebet vil blive opjusteret markant i løbet af de kommende timer.
Heller ikke guvernørens oplysninger er blevet verificeret af uafhængige kilder.
Angrebet i Syrien blev udført i de tidlige morgentimer fra to flådefartøjer i Middelhavet.
Det var rettet mod luftbasen al-Shayrat i nærheden af Homs og var et gengældelsesangreb, efter at det syriske regime angiveligt stod bag et giftgasangreb i det nordvestlige Syrien tirsdag.
Angrebet bestod ifølge det amerikanske forsvarsministerium af 59 såkaldte Tomahawk-krydsermissiler.
De var ifølge præsident Donald Trump rettet mod den luftbase, hvorfra det syriske giftgasangreb blev lanceret tirsdag.
Angrebet har allerede delt vandene i det internationale samfund. Både Storbritannien, Frankrig og Israel har erklæret, at de bakker op om det amerikanske angreb.
Smid nogle flere missiler: Længe siden vi har haft en rigtig krig
Anderledes kritiske er blandt andet Iran og Rusland. Sidstnævnte har anmodet om et ekstraordinært hastemøde i FN's Sikkerhedsråd.
Lederen af det russiske overhus' forsvarskomité, Viktor Ozerov, siger, at angrebet kan ses som en aggression mod en FN-nation, da Rusland er allieret med Syrien.
Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder er baseret i London og følger situationen i Syrien. Gruppen indsamler sine oplysninger via et net af kilder, der befinder sig i det krigshærgede land.