Afsløring: Så dyr er Danmarks krig mod Islamisk Stat

416 millioner har det indtil videre kostet Danmark at indgå i kampen mod terrororganisationen

Syv danske F-16-fly har i et lille år været udsendt til Kuwait, hvorfra de har støttet den internationale kamp mod Islamisk Stat. (Foto: Polfoto)
Syv danske F-16-fly har i et lille år været udsendt til Kuwait, hvorfra de har støttet den internationale kamp mod Islamisk Stat. (Foto: Polfoto)

Det er langt fra gratis at deltage i kampen mod terrororganisationen Islamisk Stat, IS. Faktisk er det en hel del dyrere end forventet.

En anmodning om aktindsigt, som Ekstra Bladet har sendt til forsvarsministeriet, viser, at budgettet for operationen er overskredet med minimum knap 40 procent.

Indtil videre har det danske forsvar haft 416 millioner kroner oppe af lommen for at betale for at sende personel og syv F-16-fly til en luftbase i Kuwait, hvorfra de har fløjet 547 missioner og kastet 503 bomber mod Islamisk Stat i Irak.

Penge i sort hul?
Det store beløb får SF og Enhedslisten op af stolene på Christiansborg.

- Vi skal have undersøgt, om indsatsen er pengene værd, men jeg har min tvivl om det, og det er helt hul i hovedet, at man har sagt, at vi skal derned igen uanset hvad, siger forsvarsordfører i SF Holger K. Nielsen til Ekstra Bladet.

Han henviser til, at Lars Løkke (V) i sin åbningstale i Folketinget tidligere på måneden lagde op til et nyt mandat til også at bombe Islamisk Stat i Syrien. Indtil nu har de danske F-16-fly kun bombet i Irak.

- Der er en situation, hvor indsatsen mod IS stritter i alle mulige retninger, og derfor må vi vurdere, om indsatsen nytter, eller om det bare er at kaste penge i et sort hul, siger han.

I Enhedslisten mener forsvarsordfører Eva Flyvholm, at Danmark bruger for mange penge på bekæmpelse af Islamisk Stat med kampfly. Pengene kunne i stedet gå til kurdernes kamp mod terrororganisationen.

Se også: F-16-mission mod IS er slut: - Vi har ikke bare været til pynt

Budget overskredet
Det flyvende danske bidrag til Operation Inherent Resolve var aktivt fra den 16. oktober 2014 til den 1. oktober i år, hvor den danske mission midlertidigt blev afbrudt for at trække fly og personel hjem til Danmark, så flyene kunne komme på værksted og mandskabet kunne genopbygge kampkraften.

I den periode ville forsvaret uanset hvad have haft en udgift på 92 millioner kroner til løn til det faste personel, uddannelsesaktiviter og så videre.

Dermed er der 324 millioner kroner tilbage, som forsvaret skal finde finansiering til i reserven til internationale operationer. Ud af de 324 millioner er der brugt cirka 136 millioner kroner til indkøb af ammunition - altså de 503 bomber, der er kastet mod IS.

Islamisk Stat er frygtet og berygtet for deres voldsomme brutalitet. (Foto: AP)
Islamisk Stat er frygtet og berygtet for deres voldsomme brutalitet. (Foto: AP)

Budgettet, som oprindeligt lød på 110-135 millioner kroner, har hele tiden været eksklusiv indkøb af ammunition.

Når ammunitionen er trukket ud af regnestykket har forsvaret dermed spenderet 188 millioner kroner, hvilket er minimum 53 millioner kroner mere end oprindeligt planlagt fra politisk side.

Det svarer til en budgetoverskridelse på minimum knap 40 procent.

Allerede i foråret viste det sig, at missionen formentligt ville blive dyrere end først planlagt, da der allerede efter et halvt år var brugt 115 millioner kroner.

Se også: Efter F-16-exit: Sådan bekæmper Danmark nu IS

Se også: Tidlig F-16-exit giver os rids i den storpolitiske lak

Kan komme flere udgifter
I stedet for at støtte den internationale alliance med jagerfly er det regeringens plan at udsende en mobil landbaseret radarenhed, der kan være med til at skabe overblik over luftrummet over Irak og den østlige del af Syrien.

Samtidig har Danmark fortsat 120 soldater udsendt til Irak, hvor de er med til at uddanne sikkerhedsstyrker, ligesom 20 danske stabsofficerer befinder sig i koalitionens hovedkvater.

Regeringen planlægger at udsende F-16-flyene igen, men det er endnu usikkert hvornår. Udenrigsminister Kristian Jensen (V) har dog tidligere peget på forsommeren 2016.

Forsvarsministeriet oplyser desuden til Ekstra Bladet, at opgørelsen over udgifterne til udsendelsen af F-16-flyene er lavet den 29. september, og at der derfor fortsat kan komme flere udgifter til.

F/A-18 Super Hornet er en af kandidaterne til at blive Danmarks erstatning for de nuværende F-16-fly. (Foto: US Navy) Tæt på Nyt kampfly: Her er de tre kandidater

Et dansk F-16 i luften sammen med en amerikansk F-35. Billedet her er taget i forbindelse med en testflyvning i USA i 2013. (Foto: Lockheed Martin)
Et dansk F-16 i luften sammen med en amerikansk F-35. Billedet her er taget i forbindelse med en testflyvning i USA i 2013. (Foto: Lockheed Martin)

Ekstra Bladet har bedt forsvarsminister Peter Christensen (V) om en kommentar til budgettet, der ikke holdt.