al-Qaeda-leder dræbt

Abdelmalek Droukdel blev 50 år og har styret al-Qaeda i det nordlige Afrika

Droukdel blev dræbt af franske styrker. Foto: Ritzau Scanpix
Droukdel blev dræbt af franske styrker. Foto: Ritzau Scanpix

Frankrig har sent fredag aften annonceret, at man har dræbt al-Qaeda-leder i Nordafrika, Abdelmalek Droukdel.

Det skriver BBC.

Han blev 50 år.

al-Qaeda-afdelingen, som han indtil nu har styret, hedder 'al-Qaeda in the Islamic Maghreb' (AQIM, red.) og har sit udspring i Kabylie-bjergene i Algeriet. Derudover opererer de i Mali og Mauretanien

Den franske operation fandt sted i det afrikanske land Mali. Flere andre medlemmer af inderkredsen af al-Qaeda i Nordafrika blev også dræbt.

Dømt til døden
Han har tidligere været dømt til døden in absentia af den algeriske stat. Her blev han dømt for otte drab, medlemskab af en terrororganisation og angreb med eksplosiver. Derudover har han også haft kommandoen over JNIM - en militant jihad-organisation.

Ifølge BBC mener man, at det var ham, der var den første til at introducere selvmordsbomber i Algeriet.

Den franske forsvarsminister Florence Parly kalder det et 'kæmpe slag for terrororganisationerne,' at Droukdel nu er død.

Abdelmalek Droukdel gik også under navnet Abu Musab Abdel Wadoud og er født i Algeriet.