Amerikanerne praler: Berygtet selvmords-pioner dræbt - Trænede terrorist-hær

Abu Hani al-Masri har angiveligt stået for oprettelsen og driften af al-Qaedas træningslejre i Afghanistan

Det amerikanske forsvarsministerium oplyser, at USA har dræbt 11 medlemmer af al-Qaeda i Syrien, blandt andre den mangeårige leder Abu Hani al-Masri.

Det er sket i to droneangreb i nærheden af Idlib 3. og 4. februar, meddeler Pentagon onsdag.

- Disse angreb vil forstyrre al-Qaedas evne til at planlægge og udføre eksterne angreb rettet mod USA og vores interesser i hele verden, siger talsmand Jeff Davis.

Ifølge forsvarsministeriet havde Abu Hani al-Masri kontakt med al-Qaeda-ledere på meget højt plan.

Al-Masri havde angiveligt ansvaret for oprettelsen og driften af al-Qaedas træningslejre i Afghanistan i 1980'erne og 1990'erne.

Her arbejdede han tæt sammen med blandt andre al-Qaedas grundlægger, den nu afdøde Osama bin Laden, samt netværkets nuværende leder, Ayman al-Zawahiri.

- Han (al-Masri, red.) rekrutterede, indoktrinerede, trænede og udstyrede tusindvis af terrorister i Afghanistan. Disse blev senere spredt ud over hele regionen og verden, oplyser Pentagon.

Ifølge den amerikanske regering var Abu Hani al-Masri desuden en "pioner" inden for brug af selvmordsbombere.

Det var således ham, der grundlagde netværket Egyptian Islamic Jihad, som Pentagon betegner som den "første sunnimuslimske gruppe, der brugte selvmordsbombere i terrorangreb".

USA har for det meste koncentreret sine angreb i Syrien omkring Islamisk Stat (IS). I de seneste måneder har amerikanske styrker dog ligeledes iværksat flere angreb mod al-Qaeda i landet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere