Amnesty: Iran optrapper forfølgelse af arabere omkring Ahwaz

Efter et angreb på militærparade har det iranske styre slået hårdt ned mod det arabiske mindretal i Ahwaz

Det iranske styre har de seneste uger arresteret hundredvis af personer fra det ahwazi-arabiske mindretal i Khuzestan-provinsen i det vestlige Iran.

Det skriver Amnesty International i en pressemeddelelse natten til fredag.

Bølgen af anholdelser kommer i kølvandet på et angreb på en militærparade i byen Ahwaz i september, hvor mindst 24 personer blev dræbt og mere end 60 såret.

Efterfølgende har separatistbevægelsen ASMLA taget ansvaret for angrebet.

ASMLA, der står for Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz, har også medlemmer i Danmark, som er under PET-beskyttelse på grund af trusler fra den iranske efterretningstjeneste.

Dybt alarmerende
Gruppen kæmper for, at området omkring byen Ahwaz i regionen Khuzestan bliver en selvstændig stat.

Ifølge Amnesty International bliver det arabiske mindretal omkring Ahwaz nu systematisk forfulgt af det iranske styre. Det oplyser Philip Luther, direktør i Amnesty for Mellemøsten og Nordafrika.

- Antallet af anholdelser de seneste uger er dybt alarmerende, siger han.

- Timingen tyder på, at de iranske myndigheder bruger angrebet i Ahwaz til at slå hårdt ned mod medlemmer af det ahwazi-arabiske mindretal, herunder civilsamfundet og politiske aktivister, for at tilintetgøre oprøret i Khuzestan-provinsen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere