Analytiker om angreb på skibe: Kan være led i Yemen-uro

Angreb på to tankskibe i Omanbugten er formentlig udført af oprørere i Yemen, vurderer militæranalytiker.

Det er - ifølge den amerikanske regerings vurdering - Iran, der står bag de angreb, der torsdag ramte to tankskibe i Omanbugten.

Militæranalytiker Johannes Riber Nordby fra Forsvarsakademiet vurderer også, at Iran kan have spillet en rolle i angrebene - men i så fald er det dog en mere indirekte og støttende rolle.

Johannes Riber Nordbys bud er, at angrebene er udført af houthi-oprørere i det borgerkrigsramte Yemen, der ligger på den arabiske halvø.

Houthi-oprørerne er vel at mærke støttet af Iran.

- Jeg tror ikke på, at Iran har gjort det her direkte. Så hvis iranerne har en finger med i spillet, tror jeg nærmere, det handler om, at de har fået nogle af de houthi-oprørere, der er i Yemen, til at gøre arbejdet for sig.

- Fordi den måde, det er foregået på, svarer til den måde, som oprørerne har udført lignende angreb på de sidste to-tre år, siger han.

Tankskibet "Front Altair", der er ejet af norske Frontline, blev torsdag morgen ramt af tre eksplosioner og stod siden i flammer. Det andet skib, "Kokuka Courageous", ejet af selskabet Bernhard Schulte, fik skader på skroget.

- Det er klart, at det er en videreudvikling af det dårlige forhold, der er mellem Iran og USA. Egentlig kan amerikanerne ikke gøre ret meget ved det - andet end at vi måske vil se, at de vil iværksætte nogle flere flådeoperationer i Omanbugten, siger Johannes Riber Nordby.

For at forklare, hvorfor det er muligt, at Iran er indblandet i angrebene på de to tankskibe, henviser han blandt andet til Yemen.

- Det handler om at straffe emiraterne og sauderne, som er de to lande, der er allermest aktive i Yemen mod houthierne i borgerkrigen.

- Tidligere har houthierne gået efter emiratiske og saudiske skibe. Det kan være, iranerne støtter det indirekte - det kan man sagtens forestille sig, siger Johannes Riber Nordby.

Mens Iran spiller en rolle i borgerkrigen i Yemen ved at støtte houthi-oprørerne, har USA på den anden side støttet den saudisk-ledede koalition, som kæmper mod houthierne.

Forholdet mellem USA og Iran har været særligt spændt, siden præsident Donald Trump i maj sidste år trak USA ud af atomaftalen med Iran og genindførte tidligere sanktioner mod landet.

Atomaftalen blev indgået under præsident Barack Obama.

Hændelserne i Omanbugten øger dog ikke kun spændingerne mellem Iran og USA. Skibsfarten i området vil formentlig kræve mere beskyttelse fra lande som USA, Storbritannien og Frankrig, forklarer Johannes Riber Nordby.

- Det er en industri, der er ret ømtålelig i den type sager.

Skærm

Hent flere
Hent flere