På grund af den kaotiske situation i lufthavnen i Kabul står en række ansatte på den danske ambassade i Afghanistan nu i en usikker situation, hvor de føler sig overladt til sig selv.
Det fortæller en af de ansatte til TV 2.
Den nu tidligere ansatte - der af hensyn til sin sikkerhed optræder anonymt i TV 2 - fortæller, at de lokalt ansatte og deres familier blev bedt om at være til stede i lufthavnen mandag.
Her endte de dog med at vente forgæves i 12 timer, hvorefter de måtte tage hjem. Her var de i fare for at blive opdaget af Taliban ved en kontrolpost, men de blev ikke afsløret af talibanerne, og de kunne derfor komme hjem.
- Red os ud
Den anonyme medarbejder fortæller, at de nu er omkring 160 ansatte, der gemmer sig i deres hjem i frygt for Taliban, og at de ikke ved, hvornår de kan komme hjem.
- Vi beder den danske regering om at gå i aktion hurtigt. Vi er omkring 160 personer, som sidder og venter her. Red os ud herfra. Ellers bliver vi allesammen dræbt af talibanerne og deres hjælpere, lyder det over for TV 2.
Et dansk fly skulle mandag have landet i Kabul for at evakuere danskere og lokalt ansatte, men flyet måtte vende om på grund af den kaotiske situation i lufthavnen, hvor tusindvis af mennesker bevægede sig rundt på startbanen i håb om at kunne komme med et fly.
Den desperate situation førte blandt andet til, at flere personer mandag satte sig på ydersiden af et fly, der var på vej til at lette. Adskillige meldtes efterfølgende omkommet som følge af, at de faldt af flyet, efter det var kommet i luften.
Hjælp fra Pakistan
Danmark kæmper derfor stadig for at få danskere og lokalt ansatte ud af Afghanistan.
Det sker blandt andet med hjælp fra Pakistan, som hjælper Danmark med at evakuere folk til Islamabad, hvorfra personerne skal flyve videre til Danmark.
Ifølge Berlingske er der blandt andet indsat jægersoldater og Hercules-fly til at hjælpe med evakueringen, som foregår via lufthavnen i Kabul, hvor amerikanske og britiske soldater bevogter den militære del af lufthavnen, der endnu ikke er i Talibans hænder.