Antik by tilbage-erobret fra Islamisk Stat

Syriske regeringsstyrker har genvundet kontrollen med Palmyra, som er på Unescos verdensarv-liste, fortæller militærkilder til nyhedsbureauet AFP

Mandag offentliggjorde syrisk militær disse optagelser af dets fremrykning mod Palmyra. (Video: AP)

Syriske regeringsstyrker har presset Islamisk Stat ud af den historiske oldtidsby Palmyra, som er på Unescos verdensarv-liste.

Det fortæller militærkilder til AFP.

24. marts kom der meldinger om, at dele af Palmyra var blevet tilbage-erobret, og at der var kampe uden for byen, som har været kontrolleret af Islamisk Stat siden maj sidste år. Nu har regeringsstyrkerne overtaget hele byen, lyder det fra telegrambureauet.

Men det er en delvis ødelagt by, som Assads hær nu igen kontrollerer.

Det velunderrettede SOHR, Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, som overvåger krigen i Syrien via et stort net af meddelere, bekræfter generobringen.

- Det skete i morges. Men kampe pågår fortsat i den østlige del af byen. Hovedparten af IS-medlemmerne har forladt Palmyra, men nogle har nægtet, og de kæmper fortsat, siger chefen for SOHR, Rami Abdel Rahman, til det svenske nyhedsbureau TT.

I februar besøgte svenske Expressen Palmyra med skjult kamera. Her kunne det konstateres, at flere unikke oldtidslevn var blevet ødelagt. Herunder Baalshamin-templet, tre gravtårne og triumfbuen. Verdensarv, som har været på stedet i mere end 2000 år, var blevet forvandlet til murbrokker.

Se også: Syriske styrker angriber IS i Palmyra fra flere fronter

- IS-terroristerne ledte efter to ton nedgravet guld. Da de ikke fandt det, begyndte de at henrette folk og ødelægge Palmyra, sagde chefen for Palmyra-museet, Khalil Hariri dengang til Expressen.

Satelitbilleder viser ødelæggelserne af Baalshamin-templet. (Foto: AP)
Satelitbilleder viser ødelæggelserne af Baalshamin-templet. (Foto: AP)

Inden Islamisk Stat angreb Palmyra, boede 70.000 mennesker i byen. De fleste er i mellemtiden flygtet.

Erobrede by på kort tid
Det var i maj, at Islamisk Stat angreb byen fra flere fronter. Lokalbefolkningen blev næsten taget på sengen under angrebet, og det lykkedes ikke en arméstyrke, som havde til opgave at beskytte byen, at yde nogen nævneværdig modstand.

Det lykkedes mange af byens indbyggere at flygte, men i omegnen af 500 mennesker blev dræbt under invasionen.

Se også: Islamisk Stat sprænger triumfbue i Palmyra i stykker

Ødelæggelserne af oldtidslevnene gik i gang næsten med det samme.

Islamisk Stat har tidligere publiceret propagandabilleder fra Palmyra, hvor statuer og stentavler bliver ødelagt med lægtehammere.

Baalshamin-templet blev lavet om til kirke for 1500 år siden. Det var indtil IS-invasionen en af de bedst bevarede bygninger i Palmyra overhovedet.

- En sådan handling er en krigsforbrydelse. Hærværksmændene skal stilles til ansvar for deres handlinger. Unesco står bag hele det syriske folks forsøg på at beskytte sin arv. En arv, som tilhører hele menneskeheden, sagde Unescos generalsekretær Irina Bokova, da nu hørte om nyheden om det smadrede tempel.

Det er efterhånden et godt stykke tid siden, at man har set Islamisk Stat i propagandaoptog, efterhånden som de har udvidet deres kalifat. (Foto: AP)
Det er efterhånden et godt stykke tid siden, at man har set Islamisk Stat i propagandaoptog, efterhånden som de har udvidet deres kalifat. (Foto: AP)

En stor tragedie
Præsident Bashar al-Assads hær og allierede militser gik ind i Palmyra torsdag, og har siden kæmpet for at vinde kontrol over hele oldtidsbyen.

Den, der kontrollerer oasebyen Palmyra, kontrollerer også den omkringliggende ørken - et område på over 30.000 kvadratkilometer, som strækker sig hele vejen over til Iraks grænse.

Det sendte chokbølger gennem det internationale samfund, da Islamisk Stat sidste år erobrede kontrol over den historiske by og begyndte at ødelægge uerstattelige kulturværdier.

- Det er en stor tragedie både for os og for hele verden. Inde i templet stod uerstattelige og værdifulde statuer og stentavler. Vi ved, at IS har smuglet store mængder af Palmyras antikviteter ud. Det er skatte, som tilhører hele verden. Men vi ved ikke, hvor meget der er smadret under ødelæggelserne, siger Khalil Hariri til Expressen.

Islamisk Stats hær har søgt tilflugt i basen Raqqa og andre byer i det nordøstlige Syrien efter nederlaget.

1 af 2 Assads regeringshær gik torsdag ind i Palmyra, og nu er Islamisk Stat blevet fordrevet fra byen, melder AFP. (Foto: AP)
2 af 2 (Foto: AP)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere