100 separatister forsøger at storme kasino på Kenyas kyst

Politimand er blandt de adskillige dræbte efter angreb i kenyansk turistdestination ved Det Indiske Ocean

Mindst syv mennesker er blevet dræbt i ildkampe, da en stor gruppe bevæbnede separatister natten til torsdag angreb et kasino på Kenyas kyst.

En betjent er blandt de mennesker, som har mistet livet i kampene, fortæller politiet i det østafrikanske land. Her skønner man, at der var omkring 100 mennesker med til at angribe kasinoet.

- Seks af angriberne blev skudt og dræbt, men de slog også en af vores politibetjente ihjel, fortæller den regionale politichef Aggrey Adoli.

- Der var en voldsom skudveksling uden for kasinoet, fordi de forsøgte at komme ind, men de blev slået tilbage, lyder det.

Ingen udlændinge meldes kvæstede efter angrebet mod kasinoet i turistdestinationen Malindi.

Byen, som ligger omkring 95 kilometer nord for Kenyas hovedhavneby Mombassa, huser adskillige internationale hoteller. Flere af dem er i luksusklassen.

Politiet mener, at den separatistiske MRC-bevægelse står bag angrebet. MRC, som vil løsrive kystområdet omkring Mombassa, er tidligere blevet beskyldt for adskillige voldsomme angreb.

Turistindustrien i Kenya er det næststørste erhverv i landet efter havebrug.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere