Næsten 3000 afghanske soldater er dræbt i år

Knap 3000 afghanske soldater er dræbt i år. Det er næsten lige så mange, som Nato har mistet de seneste 11 år.

Næsten 3000 afghanske politifolk og soldater har mistet livet i de seneste 12 måneder, oplyser myndighederne i Afghanistan.

Til sammenligning er 3270 soldater fra Natos internationale koalitionsstyrker blevet dræbt siden invasionen i 2001. Blandt de dræbte er 2190 amerikanerne.

De afghanske sikkerhedsstyrker er blevet uddannet af Nato for i stigende grad at kunne tage ansvar for sikkerheden, når de udenlandske soldater gradvis tager hjem fra slutningen af 2014.

Sikkerhedsstyrken i Afghanistan tæller i dag 330.000 mand, og de udgør et oplagt mål for landets militante talibanoprørere, der bekæmper den vestligt støttede regering i Kabul.

- Det er sørgeligt - men også forståeligt, at vi har set så store tab af liv, siden de afghanske sikkerhedsstyrker er begyndt at overtage ansvaret fra de internationale soldater, siger analytikeren Jawed Kohistani.

Han er ikke i tvivl om, at den kedelige tendens vil fortsætte.

- Givet det faktum, at der ikke er fundet nogen effektiv strategi fra det afghanske forsvars- og indenrigsministerium til at angribe talibanernes guerillakrig, kan vi vente flere tab af liv, vurderer han.

I 2012 mistede 402 Natosoldater livet i Afghanistan, hvilket er det laveste tal siden 2008.

Ingen danske soldater blev dræbt i det krigshærgede land sidste år, mens en enkelt har mistet livet i 2013.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere