Stærk lugt af klor i syrisk by efter angreb

Regeringen i Syrien siger, at oprørere har brugt kemiske våben i byen Aleppo, hvor der nu lugter af klor

En fotograf fra nyhedsbureauet Reuters, der befinder sig i den syriske by Aleppo, siger, at flere indbyggere har klaget over åndedrætsproblemer, og at der breder sig en stærk lugt af klor i byen.

Oplysningerne kommer, efter at den syriske regering har beskyldt landets oprørere for at affyre en raket fyldt med kemiske stoffer i byen, der ligger i den nordlige del af Syrien.

En syrisk minister siger, at det formodede angreb kostede 16 mennesker livet og sårede 86.

Ofrene blev sendt til fire forskellige hospitaler i de regeringskontrollerede områder af Aleppo, og flere af dem klagede over problemer med vejrtrækningen, fortæller fotografen.

- Jeg så flest kvinder og børn. De sagde, at folk blev kvalt i gaderne, og at der lugtede stærkt af klor, fortæller han.

Tirsdag føg det med gensidige beskyldninger mellem regimet og oprørerne om brug af kemiske våben.

Præsident Bashar al-Assads styre lagde ud med at beskylde oprørerne for at have affyret raketter, der indeholder kemiske stoffer, i Khan al-Assal i Aleppo-provinsen.

Oplysningerne er ikke bekræftet af andre kilder, men en syrisk oprørsleder, Qassim Saadeddine, afviser beskyldningerne.

Han siger derimod, at det er regeringen, der har affyret en raket med kemiske stoffer i Khan al-Assal.

- Vi fik meldinger om et regeringsangreb tidligt i morges i Khan al-Assal, og vi mener, at de affyrede en raket med kemiske stoffer, siger Qassim Saadeddine.

- Så hører vi pludselig, at de vender beskyldningerne mod os, konstaterer oprørslederen.

Præsident Bashar al-Assad menes at råde over et betydeligt arsenal af kemiske stoffer.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere