Eksplosioner på busstation i Nigeria dræber mindst 25

Eksplosioner ryster et område, hvor den militante islamistiske bevægelse Boko Haram hærger

Fem eksplosioner har rystet en busstation i Kano i det nordlige Nigeria, og mindst 25 mennesker er dræbt, siger øjenvidner.

Kano ligger i et område, hvor den militante islamistiske bevægelse Boko Haram har iværksat et blodigt oprør mod landets regering.

Eksplosionerne ødelagde adskillige busser i et område af byen, der hedder Sabon Gari.

Bydelen er mestendels befolket af folk, der er indvandret fra det kristne sydlige Nigeria.

- Jeg så tre busser i flammer. Den ene af dem var fyldt med passagerer, der sad og ventede på at forlade busstationen, da eksplosionen ramte, siger en redningsarbejder til nyhedsbureauet AFP.

Politiet har afspærret hele området omkring busstationen.

Ingen har umiddelbart taget ansvaret for eksplosionerne, men mistanken retter sig mod Boko Haram.

- Jeg løb for mit gode liv og havde held til at komme ud fra holdepladsen efter den anden eksplosion. Mange mennesker ligger døde. Se, mit tøj er dækket af blod, siger en mand, mens han trækker ud i sin blodtildækkede skjorte.

Angrebet finder sted samtidig med, at der er dukket en båndoptagelse op, hvor en mand siger, at han er far til en fransk familie på syv, der er bortført af Boko Haram.

På båndet gengiver han de militante islamisters trusler om at fortsætte bortførelser og selvmordsbomber i nabolandet Cameroon, hvis myndighederne gør forsøg på at tilbageholde og fængsle medlemmer af Boko Haram.

Den franske familie blev bortført i det nordlige Cameroon i sidste måned. De formodes i mellemtiden at være ført til Nigeria.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere