Syriens regering: Vi er klar til dialog med oprørere

Præsident Bashar al-Assads regime i Syrien er parat til at tale med oprørerne, siger udenrigsministeren

Syriens udenrigsminister, Walid al-Mouallem, siger under et besøg i Moskva, at regeringen er klar til at indlede en dialog med den væbnede opposition.

Det rapporterer det russiske nyhedsbureau Itar-Tass.

- Vi er klar til dialog med alle, der måtte ønske det. Selv dem der har våben i hænderne, forsikrer ministeren.

- Vi tror stadig på en fredelig løsning på det syriske problem, understreger Walid al-Mouallem.

Syriens oprørsbevægelse, Den Nationale Koalition, har sagt, at den er villig til at forhandle en fredsaftale, der kan sætte en stopper for den blodige borgerkrig.

Det er dog en klar betingelse fra oprørernes side, at præsident Bashar al-Assad træder tilbage.

Muallem mødes mandag i Moskva med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.

Lavrov understreger i den forbindelse, at der ikke er noget acceptabelt alternativ til en politisk løsning, og at landet risikerer at kollapse, hvis blodsudgydelserne fortsætter.

Han fastholder dog, at Syrien selv må løse problemerne uden det internationale samfunds indgriben.

- Det syriske folk skal selv beslutte deres skæbne uden ekstern indblanding, påpeger Lavrov.

Rusland har sammen med Kina flere gange blokeret for resolutioner i FN's Sikkerhedsråd mod det syriske regime.

Den russiske udenrigsminister konstaterer, at begge parter i konflikten på det seneste har udvist ny vilje til at indgå en dialog.

Lavrov opfordrer dog Assad-regimet til at gøre sine velmenende ord om dialog til konkret handling.

Konflikten i Syrien har ifølge FN krævet 70.000 menneskeliv, siden blodsudgydelserne begyndte i marts 2011.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere