20 dræbt af bombeeksplosioner i Indien

To eksplosioner har krævet 20 menneskeliv og såret flere end 80 i den indiske by Hyderabad

To bombeeksplosioner har dræbt mindst 20 mennesker i byen Hyderabad i det sydlige Indien, og flere end 80 personer er såret, i hvad politiet kalder en terrorhandling.

- Dette er med sikkerhed et terrorangreb, siger Shiv Kumar, en højtstående politimand i Hyderabad til nyhedsbureauet AFP.

Han tilføjer, at endnu ingen har påtaget sig ansvaret for angrebene.

Ifølge indiske medier skete de to eksplosioner ved en busholdeplads nær et marked, hvor mange mennesker var til stede. Begge bomber var ifølge myndighederne placeret på cykler.

- De to bomber var placeret på to cykler, og afstanden mellem dem var omkring 100 til 150 meter, siger den indiske indenrigsminister, Sushilkumar Shinde.

Tv-billeder fra området, der er fyldt med biografer, butikker og restauranter, viser ødelæggelser og søndersprængte kropsdele, der ligger spredt på gaden. Endvidere vider de, hvordan læger kæmper med at behandle de mange sårede.

Indiske myndigheder siger, at en specialtrænet politistyrke hurtigt blev sendt til Hyderabad, mens alle andre større indiske byer er i højeste alarmberedskab.

Premierminister Manmohan Singh kalder hændelsen for "en fej handling" og lover, at de skyldige bliver straffet.

- Jeg opfordrer befolkningen til at bevare roen, skriver Singh i en besked på Twitter.

Hyderabad er Indiens næststørste it-centrum efter Bangalore, og byen huser blandt andet datagiganterne Microsoft og Googles indiske kontor.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere